Født i forskellige verdener

Født i forskellige verdener

Allerede som barn bliver man smidt ud i verden, som er større end man kan forstå. En verden der kun går én vej teknologisk, og det er fremad. En verden med flere verdener. Som lille, er det svært at kapere, men som man bliver ældre begynder det stille og roligt at blive mere klart. Min opvækst var fyldt med skærme, med en mor som grafiker havde jeg altid en computer ved min side. Og den har aldrig forladt mig. 

Det har altid været en stor del af mig, den del de fleste ville kalde for nørdet eller som mine forældre ville kalde: ”Få dig nu nogle venner”. Ikke fordi jeg var ensom eller social akavet, for til daglig gik det hele op i fodbold og skole. Min fritid var med en computer. Counter - strike og Y8 var det bedste jeg vidste, det var en hel anden verden. Det var den verden jeg følte mig mest komfortabel i. Der hvor der ingen grænser var og der hvor ingen sagde: ”Få dig nu et liv”. 

Som jeg blev ældre begyndte jeg at få noget mere selvindsigt, og begyndte at se den store verden væk fra sin computer. Den lå stadig i baggrunden som en gammel trofast hund, den var bare ikke ligeså sjov at lege med mere. Pludselig kom der flere venner til, skolen begyndte at blive mere seriøs og piger kom ind i billedet. I skolen blev der introduceret nye sprog som engelsk og tysk. Engelsk kendte jeg jo godt, for engelsk var en del af alle mine spil. Så på den måde havde det en positiv effekt, jeg havde lært noget før de andre og jeg følte mig sej. 

Engelsk har altid været et af mine yndlingsfag, for har altid talt det i mine spil og har altid haft glæde af lære noget nyt. At lære et nyt ord var som et stof, da man fik den fornemmelse af man ejer hele verden. Som ung knægt har jeg ikke altid været den mest populære, men har altid lavet mine lektier, og gjort hvad jeg kunne når jeg spillede fodbold. Det har nok også haft noget at gøre med presset fra mine forældre, ikke fordi de var lede og gjorder mig ondt. Men mest af alt fordi de ville have jeg fik en lys fremtid. Som helt klart er forståeligt og noget som jeg altid ville kunne tænke tilbage på, men lige der ville jeg bare gerne spille Counter - strike. 

Spil har altid haft en kæmpe indflydelse mig og været en stor del af mit liv. Hvis vi spoler længere frem, har film og tv-serier haft effekt. Min første forelskelse var en kæmpe firkantet boks, som i 2019 er 1 cm tyk og 82 tommer, også kaldt et fjernsyn. På det fjernsyn så jeg alt fra Spiderman til Teletubbies. Mit crush på det fjernsyn var så enormt, at da min lillesøster blev født, gad jeg ikke engang lette røven for at se hende, fordi der var Spiderman på cartoon network. 

Som jeg bevægede ind i teenageårene og fjernsynet blev til en computer, og cartoon network blev til Netflix. Så ændrede min smag sig en smule. Spiderman blev herefter til venner eller ”Friends” som det hedder. Serien fra 1994 var pludselig populær igen. Alle fulgte med, dog hovedsagligt piger. Men jeg så det som noget at snakke med pigerne om. Det har altid været en hjælpende hånd, hvis man løb tør for ting at sige. Udover, har ”Friends” til denne dag altid været en anden verden for mig. Efter jeg har set ti sæsoner tæt på ti gange, så kan man ikke andet end at leve sig ind i serien. Den bliver set med dårligt humør og med godt humør. For den er altid til stede, den vil altid holde mit humør oppe og den vil altid være min ven. 

Jeg tror ikke at jeg er den eneste, der har det sådan med en serie. Vi har alle sammen noget vi fortrækker, noget som vi kan relatere til. Vi har alle vores individuelle præferencer og vi har alle en film/serie/bog der gør os glade, der har spillet en stor rolle i vores dannelse. Det er lige meget hvem vi er som person, for så længe vi har noget vi er glade for, så kan vi alle leve i harmoni. Hvad skal vi ellers bruge vores tid på, og hvad skal vi ellers lave når vi føler tiden står stille. Som mennesker, har vi efterhånden dannet et komplekst behov for at ”lave noget” hele tiden. Vi kan ikke sidde i et stille rum og bare sidde, størstedelen ville gå amok. Vi har dannet os et billede af, at når noget er akavet eller når der er stille, så skal vi gøre noget ved det. Jeg kan ikke selv klare stilheden, og jeg bliver nød til at sige noget eller bruge min telefon. 

Vores telefon er vores bedste ven. Ikke hunden længere ”nej!”, det er vores telefon. For ligesom computerspil, litteratur, serier og film, så er vores sociale medier hvad vi lever for. Facebook, instagram, twitter og snapchat, er alle platforme vi udnytter til at iscenesætte os selv. For alle vil have det perfekte liv, den perfekte kæreste, perfekte venner og gå på de dyreste restauranter. Vi kigger på alle de influencerer vi følger og efterligner dem. Vi tænker ikke over konsekvenserne, kun på det næste like eller det næste follow. Nu det ikke for at lege høj og hellig, for det gør jeg da også. Jeg gør det bare i mindre grad, for det da fedt hvis man lige pludselig står i toppen af empire state building i skoletiden. Hvem havde set den komme? Det skal man da dele, folk skal se hvad jeg laver, de skal kunne lide mig for det jeg gør, de skal elske mig, de skal ville være sammen med mig, og de skal respektere mig. Det er disse tanker der giver os lyst til at blive ved. Det er som at have en engel og en djævel på skulderen, hvor den ene side siger man skal blive ved, mens den anden siger stop. 

Det er en farlig verden vi leve i. Vi ligger ikke mærke til hvordan de sociale medier danner og ændrer os. Den gør os afhængig, vi vil have mere og jeg vil have mere. Min afhængighed til min telefon er gået hen i et misbrug. 19 år gammel ,og tjekker sin telefon op imod 100 gange på en dag. Det er min egen fejl, for jeg har altid været foran en skærm. Selvfølgelig har mine forældre trukket mig væk nogengange, men de sociale medier trækker mig direkte tilbage. Medieliderlig er et andet ord for det, ikke for at være på skærmen, men bag den. 

Man kan ikke andet end at håbe på at jeg ikke praller af på mine fremtidige børn. For et liv med teknologi så avanceret som nu, kan ikke andet end at ødelægge dem. Det ødelægger vores fremtid som det socialt komplekse væsen vi nu engang er. Deres dannelse er vigtigst, for det er deres dannelse skal føre os til nye højder. Man kunne selvfølgelig også bare smide dem foran en IPad og sige: ”fuck det”.  

Magnus.