Heste er det bedste

Heste er det bedste

Du har helt sikkert tænkt det. Hende den crazy hestepige. Det er mig. Meggie Stald, som mine kære klassekammerater fra folkeskolen ville have sagt. Det er ingen hemmelighed, at hestene fylder meget i mit til tider lidt for ensformige teenageliv. Men sådan har det langt fra altid været. Tro det eller ej. Da jeg var lille, gik jeg til ridning, selvfølgelig, men jeg gik også til spejder, håndbold, fodbold, teater og keyboard, og hvad jeg ellers lige kunne få lyst til. Heste var langt fra mere centrale, end alt det andet jeg fandt på at gå til. Men her kommer den berømte skønlitteratur ind. For en lille pige som mig, som næææsten lige havde lært at læse, og desuden var helt vild med det, så er hestebøger jo det helt store hit, som det var for stort set alle pigerne på min årgang, men, hvis man er så vild med at læse, som jeg var, så går der altså nogle bøger til, og er I egentligt lige klar over hvor mange hestebøger der findes? Det tror jeg ikke I er. For at nævne et par stykker, så nåede jeg på meget kort tid at læse: Sigge, Fuldblod, Pjok og Petrine, Hestevenner, Heartland, min magiske pony (åh ja, god bogserie), Rideskolen, Klara, Ponypigen, Teddy, Line osv. osv. Jeg kunne blive ved. Så et langt stykke hen ad vejen, så er det nok disse bøger, der har været med til at danne mig, og forme mig til den person og hestepige, som jeg er i dag.

Som Mathilde Walker Clark nævner i artiklen ”Genkendelsen ligger i marven” (2011)

”Vi opfatter os selv på en bestemt måde og så kan vi godt lide at læse noget, som bekræfter os i vores selvopfattelse. Vi foretrækker måske endda, hvis vi kan identificere os med hovedpersonen”

Og det er da sandt? Jeg kunne da identificere mig med Klara fra ”Klara” skrevet af Pia Hagmar og alle de andre piger i mine hestebøger, som jo i slutningen af alle bøger viste sig at være rene naturtalenter. Som lille er man for det meste sikker på, at man er det bedst til alt hvad man foretager sig. ”Kan selv”. Den sætning regner jeg med at I kender. Jeg var dengang sikker på at jeg var den absolut bedste rytter på hele rideskolen. Ja, jeg overgik også beriderne med den lange uddannelse og 40 års erfaring bag sig. Disse hestebøger bekræftede mig i den grad i min egen selvopfattelse om at jeg var en fantastisk rytter, og når man først har fået denne bekræftelse på meget nem vis gennem bøgerne, så vil man have mere og mere og mere. Denne selvopfattelse og bekræftelsen af den var det der fik mig til at fortsætte. Så jeg fortsatte og fortsatte og fortsatte. Indtil jeg en dag have tømt skolens bibliotek for hestebøger. Nøøøj, hvor følte jeg mig dannet. At vandre op til min dansklærer i 5. klasse for at meddele, at der nu officielt ikke var flere bøger til mig på skolen, er det hidtil stolteste moment i min skoletid. Jeg var nu også officielt den mest dannede elev i klassen. Jeg havde besejret skolesystemet.

I mine senere år (altså sidste år) har jeg forsøgt mig med ”Stormfulde højder” af Bronté, ”Den store Gatsby” af Fitzgerald og ”Stolthed og fordomme” af Austen, og jeg er faktisk kommet i mål med dette. Jeg kan krydse hele 3 klassikere af på listen. Se lige hvor dannet jeg er. Det kom sig af at min dansklærer fortalte mig, at det er videnskabeligt bevist, at folk der læser meget, har bedre chance for at klare sig bedre i de faglige fag. Dette synes dog ikke at have hjulpet. Men hvert fald havde jeg meget svært ved at forstå disse bøger, for der var absolut ingenting jeg kunne identificere mig med eller bekræfte min selvopfattelse, og den eneste grund til at jeg fortsatte med at kæmpe mig igennem dem, var for at kunne sige, at jeg havde læst dem. Og det var det værd. For når du møder folk, og fortæller dem at du har læst disse bøger, og stikker dem en lille hvid løgn ved at sige, at de var gode, så synes folk lige pludselig, at du er et interessant og dannet menneske. Hemmeligheden er så, at jeg hverken er interessant eller dannet, for jeg kan bedst lide, hvis jeg har fundet en god hestebog fremfor en kedelig klassiker.

For at vende tilbage til de fængende hestebøger så læste jeg engang hele serien af ”Heartland” skrevet af Lauren Brooke. En serie bestående af 24 bøger og derudover en masse spin-offs. Hovedpersonen Amy var dette fænomenale naturtalent med besværlige heste. Hun kunne tæmme selv den vildeste hest. Så efter at have læst alle 24 bøger og det løse, så var jeg af den selvopfattelse, at det kunne jeg da også. Op på cyklen og over på rideskolen. Hen og finde en vild elevhest (Hvis du ikke er klar over det, så er elevheste så lidt vilde at de faktisk ikke rør sig ud af flækken, med mindre du har en hel pose gulerødder i hånden) og ind i ridehallen med den for at tæmme den. Jeg behøver vel ikke at sige, at det ikke rigtig gik som planlagt). Jeg var blevet så optaget, og havde levet mig så meget ind i ”Heartland” at den gav mig håb og drømme om at kunne det samme som Amy. Jeg havde fået så mange følelser for disse fiktive heste, at jeg ønskede at overføre disse følelser til virkelige heste. At jeg blev decideret dannet af denne serie kan man måske ikke sige, for da jeg stod der i ridehallen, så havde jeg egentligt ingen ide om hvad jeg lavede, men den formede mig og påvirkede mig på en måde, så jeg i mit liv gik i den retning, og efterhånden er blev dannet inden for dette emne.

Hvis jeg blev spurgt om, hvad der har dannet mig mest af hestebøgerne eller klassikerne, så er svaret selvfølgelig hestebøgerne. Men det er jeg ikke altid lige stolt af, for gennem den mere nymoderne skønlitteratur, hvor klassikerne indgår, fordi der bliver refereret til dem, så virker det altid som om disse karakterer, Heathcliff og Cathrine og alle de andre, har gjort et kæmpe og livsændrende indtryk på andre normale mennesker. DISSE bøger giver livet en mening, og gør livet værd at leve. Er jeg unormal? Er jeg virkelig så crazy, som de klassekammerater fra folkeskolen gik og sagde. Måske har de fået et livsændrende indtryk af klassikerne, og derved er blevet ufatteligt dannede mennesker hele bundtet. Altså for at være ærlig, så tror jeg det ikke. Jeg gik på Bogense Skole.

Jeg er ikke blevet fagligt dannet af alle hestebøgerne. Måske kan de være årsag til, at jeg klarer mig bedre i skolen, end jeg kunne have gjort, ligesom min dansklærer sagde, for de har helt sikkert ikke indeholdt særlig meget faglighed, for Amy har helt sikkert ikke beroliget den vilde hingst ved at smøre kastanjeolie på dens næsebor. Hvis der nu havde været en masse børnebøger eller skønlitteratur om en pige som gik til teater, så kan det være jeg var blevet en kæmpe teaternørd. Jeg tror bare ikke at der findes særlig mange teaterbøger, og da slet ikke på Bogense Skoles meget lille bibliotek. Det kan jeg spørge nogen teaterfolk om. Er de blevet teaterfolk, fordi de læste en masse teaterbøger?

I værste tilfælde så tager jeg heeeelt fejl. I virkeligheden blev jeg født til at sidde på ryggen af en hest, og alle de andre fritidsinteresser jeg har haft, ikke har været min skæbne, men derimod en mørk periode i mit liv. Jeg vil dog helst ikke tale om teater som værende en mørk periode, og jeg lyder også som en crazy hestepige, når jeg skriver ”Født til at sidde på ryggen af en hest”. Derfor hælder jeg til den teori, som det hele har handlet om: Hestebøgerne har dannet mig, og skabt den person som jeg er i dag. Her er jeg. Crazy Hestepige. Meggie Stald. Drømmende, dyb og dannet.

Meggie (Staal)