Repræsentation i medierne

Repræsentation er vigtigt, specielt for børn.

Visuel repræsentation i alle slags medier, bøger, film, tegneserier, osv.

Det er en vigtig del af børns dannelse at kunne se nogle, de ligner dem, i forskellige medier.

Et scenarie mange vil kunne relatere til, er at have udvalgt sig sin yndlings Disney prinsesse.

En man kunne være, når man legede prinsesser med sine veninder i børnehaven.

For mig var det Mulan, og det er både noget negativt og noget positivt.

Noget af de positive var selvfølgelig at overhovedet have en ikke-hvide Disney prinsesse at lege som i frikvarterne, for et barn som mig.

Noget af det negative var at hun var en ud af kun tre forskellige etniske prinsesser, Disney på daværende tidspunkt havde. De andre var Pocahontas og Jasmin.

Disney er kommet en lang vej siden, med både Tiana, Moana, Shuri, osv.

Som asiatisk barn, var film som Mulan, tv-serier som Ni Hao Kai-Lan og alle karakterer Lucy Lui spillede, rigtigt vigtige for min dannelse og min identitet(selvom Lucy Lui's villighed til at spille nogle meget stereotypiske karakterer er noget mit ældre jeg ikke synes er så fedt).
Det var vigtigt for mig at kunne se folk, der lignede mig på en skærm. Dels for at have noget at relatere til, og dels for at have nogen at se op til. Måske også fordi jeg er vokset op henholdsvis i Sverige og så Danmark, og i alle de små byer jeg har boet i, har mig og min familie været en af de eneste, hvis ikke den eneste ikke-hvide familie i det område. Så de eneste andre asiater jeg så, udover min mor og brødre, var i film og serier.

Disse forskellige asiatiske karakter, selvom ingen af dem var af præcis samme etnicitet som mig, var de ekstremt vigtige, for hvordan jeg så mig selv. Og derfor er det en god ting, at både Disney og andre store selskaber der laver film, serier, etc. åbner op, og laver nogle alsidige film og serier, med nogle alsidige mennesker – både for voksne, og for børn.

Nu, som voksen er det ikke ligeså svært at finde disse karakterer, da de er mere normale både i tegneserier, spillefilm og serier.

Med succesfilm som ”To all the boys I’ve loved before”, baseret på de ligeså succesfulde bøger, kan man tydeligt se, at en asiatisk kvinde, kan spille hovedpersonen, uden at hendes etnicitet, er det hele filmen går ud på. Bare en normal kærlighedshistorie, men med en asiatisk kvinde. Ja, hendes baggrund spiller en rolle, men den er ikke det filmen centrerer rundt om. Det er mindst sagt opfriskende.

Det er vigtigt at film som denne findes, hvor hele filmen ikke handler om etnicitet, men hvor asiatiske mennesker, kan være bare det. Ikke en geisha, kung fu-mester, nørd, sjov side-kick, osv. Det er alle sammen skadelige stereotyper, der ikke reflekterer dagligdagen for mange, hvis ikke de fleste asiater.

Ligesom Mathilde Walter Clark svarer til spørgsmålet om ”Hvad vi kan ruge fabler eller fabulerende tekster til?” i artiklen, ”Genkendelsen ligger i marven” af Karin Hedemand, ”… Læsning er noget meget personligt, individuelt, vi opfatter os selv på en bestemt måde og så kan vi godt lide at læse noget, som bekræfter os i vores selvopfattelse. Vi foretrækker måske endda, hvis vi kan identificere os med hovedpersonen…”

Det er jeg enig med, og det bekræfter min tro om at repræsentation i medier, er noget der er utroligt vigtigt for et menneskes dannelse. Det gælder uanset hvad din hudfarve er, hvor du kommer fra og hvem du identificerer dig som. At kunne enten læse en bog, eller tegneserier eller se en film, eller serie, hvor der en hovedperson, som du kan relatere til, er vigtigt. Det er tit også mere underholdende at læse om nogen, som minder lidt om en selv.

Jeg tror ikke at det nødvendigt at den person, man skal kunne relatere til, ligner en selv på en prik. Man kan sagtens relatere til et andet menneske på andre punkter. Men det er stadig vigtigt at få en slags repræsentation, da hvide mennesker, har all den repræsentation, de kunne bede om og det er rart at få lov til at ”være” hovedpersonen en gang imellem.

Specielt for børn, kan det være vigtigt at kunne visuelt være repræsenteret, da børn, mange gange, ser mere film og fjernsyn, end de læser bøger.

”White-washing” som man kalder det på engelsk, er et fænomen indenfor filmverden, hvor en rolle, der er lavet til en ikke-hvide person, alligevel bliver spillet af en hvid person. Det sker stadig ret tit, specielt med store Hollywood film. I 2017 når Scarlett Johansson, en hvid kvinde, blev tildelt rollen som Motoko Kusanagi i filmversionen af animen ”Ghost in the shell”, var mange forvirrede over det valg. Motoko er en japansk kvinde, og historien udspiller sig i Japan. Så hvorfor ikke vælge en japansk, eller i det mindste, en asiatisk kvinde, til at spille rollen?

Det samme skete med filmen ”Warm Bodies”, ”Dragon Ball Evolution”, ”The Last Airbender”, ”Aloha”, osv. Listen er lang.

Det er underligt at valget om at ændre en karakters etnicitet, virker som om det kun går en vej. Man hører i hvert fald ikke ligeså tit om en hvid karakter, der bliver spillet af en ikke-hvid skuespillere. Det er underligt at Hollywood, stadig, føler at asiatiske kvinder og mænd, ikke er helt ”gode” nok til at være hovedpersonen i mange af deres film. Det er ærgerligt, at alle ikke kan få den repræsentation, når det materiale filmene kommer ud af, har den repræsentation.

Men ikke alt håb er væk. ”Crazy Rich Asians”, baseret på novellen af samme navn, er den første store Hollywood film i ca. 25 år, der har en næsten eksklusiv asiatisk rollebesætning. Det er et kæmpe skridt frem for Hollywood. Filmen blev mødt med kæmpe succes, og viser bare at der er et marked for den her slags film, at det kan betale sig at lave dem, fordi der faktisk er nogen der gerne vil se dem.

Det går i den rette retning.

Caroline