Den store proces

Dannelse, dannelse. Uddannelse, identitetsdannelse, almendannelse. Dannelse er skræmmende. Der er altid nogle forventninger der følger med det ord. Noget der forventes at du skal vide, eller noget der forventes at du bliver til. Det er især skræmmende for sådan et ungt menneske som mig selv, med hele den store uvisse fremtid foran mig, og spørgsmålet om hvordan den kommer til at udspile sig. Men når det spørgsmål kommer op, kommer man også til at tænke på hvilke spor dannelsen allerede har sat sig. For er man da ikke lidt dannet alligevel? Og hvornår begyndte hele denne her dannelsesproces? 

Når jeg nu sidder og tænker tilbage på de gode gamle dage, hvor den største bekymring man havde i verden var om man nu skulle lege med den røde traktor, eller den ildelugtende gummi dinosaur, kan jeg ikke lade være med at blive lidt vemodig. Livet var nu nok en gang så nemt som det kunne blive, og der skulle gå lang tid før man skulle til at bekymre sig om noget så kedsommeligt som dannelse. Eller hvad? Er det mon muligt at dannelsen allerede begyndte, da vi sad og suttede på tommelfingeren i vuggestuen?

Tjaa… Fra jeg var helt lille var jeg i hvert fald besat af at læse bøger, eller nok mere af at få læst bøger, i alle former. Lige fra pixie bøger, til brødrene Grimms massive mursten af en eventyrsamling, fik jeg læst højt hver eneste aften af mine forældre, og efter hånden får man de forskellige historier banket godt og grundigt ind i skallen. Alle de fortællinger der er blevet proppet ind i mit hoved igennem tiden er utællelige, og de har 100% haft en vigtig rolle at spille i min opvækst. De mange forskellige situationer man blev præsenteret for igennem disse bøger, blev nok på en måde grundstenene for den opfattelse vi havde af verden i en tidlig alder.  

Som årene gik, og jeg blev lidt ældre, fik jeg pludselig øjnene op for fantasy-genren på skolens mikroskopiske bibliotek. Jeg ville nok give min bror æren for at sætte gang i min fantasi da jeg var lille. Han kunne få mig til at tro på hvad som helst, naiv som jeg var, og det udnyttede han da også til det fulde. Han bildte mig både ind at Narnia fandtes inde i hans klædeskab, og han fandt selv på en lang fortælling om hvordan vores tipoldefar havde været en berømt dragejæger. 

Jesus hvor var jeg dog godtroende!    

Jeg begyndte langsomt, men sikkert at bevæge mig igennem bøger som ”Narnia” fortællingerne, ”Rowan af Rin”, og ”Sådan træner du din drage” (Ja, der er en bog!), og noget som senere hen er gået op for mig er, at alle disse bøger havde en fællesnævner. Alle historierne omhandlede et, eller flere børn som ikke var særligt modige eller helteagtige, men alligevel formåede de i sidste ende at redde dagen og blive konge eller høvding. Det var jo en selvfølge at jeg begyndte at identificere mig helt vildt med disse karakterer, også selvom det på det tidspunkt ikke gik op for mig.  

Mange har sikkert prøvet det med at tabe sig selv i en fortælling, det kan være alt fra film til videospil, eller som det var i mit tilfælde; bøger. Man føler at man gennemlever karakterens liv, og man begynder måske endda at forestille sig selv som personen i bogen. Mathilde Walter Clark fortæller i sin artikel ”Genkendelsen ligger i marven”: ”Vi foretrækker måske endda, hvis vi kan identificere os med hovedpersonen og den slags som i: jeg er en kvinde, der bor i en forstad, så jeg kan godt lide at læse bøger med kvinder, der også bor i forstæder.” Dette eksempel passer i mit tilfælde ret godt. Jeg læste oftest bøger der handlede om andre børn på min alder, som jeg så kunne identificere mig med, og det skulle ikke undre mig hvis min underbevidsthed gradvist har kastet dele af disse karakterers personligheder over på min egen.

Da jeg var omkring 10 år introducerede min storebror mig så for ”Dragon Ball” bøgerne, som han selv havde læst, og mig som så op til min bror mere end nogen anden, hoppede lige i. Jeg blev fanget af dette fantastiske univers mere end jeg havde prøvet med noget andet, og jeg fik hurtigt bestilt alle 42 bind på biblioteket. De blev efterhånden stablet op i et ordentligt tårn, som jeg kunne blære mig med til mine venner, og mon ikke om jeg følte mig ret sej og dannet. Eller måske ikke.

Da jeg så prøvede at tage en af mine nyfundne, højtelskede bøger med i skole som læsning i den sædvanlige, obligatoriske læsetime, mindede læreren mig om at tegneserier ikke var kvalificeret læsning til læsetimen, som en af skolebibliotekets mange ”Lix-bøger” var. Det var vist mildt sagt at jeg blev en smule forarget over min lærers ord. Hvorfor kunne tegneserier da ikke være lige så gode som alt andet litteratur? Fordi de ikke kunne danne mig?

Jeg ville i hvert fald mene, at jeg på dette tidspunkt i mit liv fik mere ud af at læse ”Dragon ball” end en eller anden roman, som nu er blevet godt gemt væk, i min knap så gode hukommelse. Ikke nok med at det fungerede som en af de bedste former for underholdning i mit hverdagsliv, men det hjalp mig også til at klare mig bedre i skolen.  Mange af mine danske stile skrev jeg ud fra de mange historier jeg havde læst, og mine lærere begyndte da også at kommentere på min meget kreative fantasi (Det er for sent at tale om plagiat nu, ik?).  

Uanset hvad ville jeg da mene, på trods af hvad folk siger, at tegneserier er i stand til at bidrage med en lige så vigtig del i dannelsesprocessen, som den traditionelle roman er. De kan næsten lige såvel som film, være med til at bringe et visuelt element til den traditionelle, skrevne fortælling, og på samme tid formå at ramme læseren bedre ved brug af billeder end kun ord. Især når man som barn har svært ved selv at skabe billederne af en given situation i hovedet, som man måske ikke forstår, når det kun bliver fortalt med ord.

Dannelsen starter tidligt, og man kan sige at den egentlig ikke stopper før den dag du stiller træskoene. På trods af alle de forventninger, og usikkerheder der ligger i fremtiden, kan man altid kigge tilbage på fortiden og finde tryghed i at man engang ikke var den mindste smule dannet. Vi er alle kommet en lang vej fra den barnlige naivitet, og uvidenhed, på trods af at vores liv nærmest kun lige er begyndt. Det er interessant at tænke over hvor vi mon befinder os henne i dannelsesprocessen om nogle år, med alle de indtryk og fortællinger vi kommer til at tilegne os.  

Alle de tonsvis af mærkelige, fantastiske, og lærerige fortællinger vi har hørt, læst og oplevet igennem vores korte liv, har alle på deres egen måde sat deres præg på os, og gjort os til dem vi er i dag. De har ”dannet” os, om vi vil det eller ej. Selv om jeg synes at dannelse er skræmmende, så håber jeg på den anden side aldrig at den vanvittige proces som dannelse nu engang er, får en ende. Som en klog mand engang sagde (Trampedach): Det hele handler om processen!                  

Hvor vil din proces mon fører dig hen?   

Tobias