Åh dannelse, dannelse, hvad er dog dannelse?

Åh dannelse, dannelse, hvad er dog dannelse? Det er spørgsmålet. Et spørgsmål som Shakespeare sikkert ville have været lige så interesseret i at vide som du og jeg. For hvordan bliver man overhovedet dannet, og hvornår er man så egentlig et dannet menneske? Handler det udelukkende om at finde de aller ældste klassikere støvede helt til bagerst på bogreolen, eller bare om at læse bøger generelt? Eller er det mon også muligt at blive dannet på en mere moderne måde i et moderne samfund? 

Dengang jeg var mindre, havde jeg en eller anden ting for H.C. Andersens små historier. Jeg kan huske jeg havde sådan en tyk bog med alle hans fortællinger i, og jeg blev virkelig fanget af dem, nok på grund af alle de fantasifulde og unaturlige elementer som er klasket ind i historierne. Jeg havde endda en masse små Pixie bøger med fortællingerne i. Som årene gik, hoppede jeg lidt fra bog til bog, og landede af en eller anden mærkelig grund ovre i en verden fuld af hestebøger, især Siggie bøgerne læste jeg en del af. Jeg er egentlig ret bange for heste og har sådan set aldrig været interesseret i ridning, men bøger om forholdet mellem en hest og en ridepige mente jeg måtte være lige noget for mig, fordi alle de andre piger gik jo også til ridning og læste hestebøger, så måske det også var noget jeg burde blive bidt af? Og altså, jeg ville nok også lyve hvis jeg sagde, at det at have et par bøger stående fremme på min hylde derhjemme ikke fik mig til at føle, at jeg fremstod lidt klogere og dannet.

For altså, har du også nogensinde bare fulgt mængden og tænkt, at det alle andre gør må være den rigtige måde at gøre tingene på? Sådan tror jeg, at jeg havde det med læsning og bøger som mindre. Jeg kunne faktisk slet ikke lide at læse. Jeg syntes det var noget af det mest kedelige man overhovedet kunne foretage sig. Og nu tænker du sikkert, jamen du har jo lige sagt at bøgerne fangede dig? Og ja, I know, men jeg tror jeg bildte mig selv ind, at det at læse en bog bare er mega fedt, fordi det var jo det alle andre gjorde? En vigtig faktorer som er en del af ens dannelse når man læser en fortælling er, at man på en eller anden måde skal kunne identificere sig selv med hovedpersonen, ligesom Mathilde Walter Clark forklarer i artiklen ”Genkendelsen ligger i marven”: "Vi opfatter os selv på en bestemt måde og så kan vi godt lide at læse noget, som bekræfter os i vores selvopfattelse", en følelse jeg i virkeligheden aldrig rigtig har oplevet gennem en bog. Men hvis ikke bøger mere eller mindre har været med til at forme og danne mig, hvad har så?

Måske noget mere moderne, noget visuelt som man rent faktisk kan se sig ud af, i stedet for selv at skulle til at prøve og forestille sig et helt scenarie inde i sit eget hoved. Vi snakker selvfølgelig om serie- og filmverdenen. Altså ALLE må da have set f.eks. Friends eller Game of Thrones? Hvis ikke, er det jo basically det samme som aldrig nogensinde at have læst bare mindst én H.C. Andersen historie. Lige så let som det er at trække vejret, lige så let er det også at finde tons vis af forskellige serier og film med vidt forskellige historier og dermed også anderledes karakterer, som helt sikkert både du og jeg kan identificere og sammenligne os selv med. Du gør og siger sikkert nogle ting, som du har fået fra din yndlingskarakter i en bestemt film eller serie. De har været med til at påvirke dig og få dig til at agere på en særlig måde, hvilket er med til at gøre dig til den du er. Nu er mit problem så bare lige det, (og nu lader du sikkert et gigantisk GISP undslippe dine læber) at film og især serier ærligt talt heller aldrig har sagt mig det helt store. Selvfølgelig kan det være rart at sætte sig til rette og se en film eller serie med en god storyline, men jeg har dog bare aldrig set muligheden hvor jeg kan sige ”hende/ham dér minder om mig på en prik!”. Så det store spørgsmål er endnu engang, mildest talt, hvad helvede har så dannet mig??

Musik. Jeg tror på at musik har haft en kæmpe indflydelse på den person jeg er i dag. Nej, musik giver dig selvfølgelig ikke en konkret person som du kan identificere dig selv med som i en film, serie eller bog, men til gengæld forærer musikverdenen dig en masse følelser og scenarier som du, eller som jeg i hvert fald kan relatere til. Og ja, jeg er godt klar over at en konkret person også kan have følelser og udsættes for scenarier som man kan se sig selv i. Men for mit vedkommende har jeg det måske bare nemmere med at binde mig til en form for abstrakthed, end noget konkret som en person. Så altså noget uden en form, men som udelukkende bliver udtrykt gennem rytme og ord, med forskellige følelser indblandet.

Du kender nok selv det der med at føle en hel masse ting som du føler dig mutters alene om, men så finder du pludselig denne her sang som handler om præcis det du oplever og føler, og bum, du bliver endelig bekræftet i din selvopfattelse, og bekræftet i at der rent faktisk ER andre der har det som dig, og at du langt fra er alene. Jeg kan desværre ikke fortælle dig hvordan man egentlig helt præcist bliver dannet gennem musikken hvad angår din daglige adfærd og opførsel. Jeg tror dog, at musikken kan være med til at give os mennesker en masse viden om, hvilke følelser andre mennesker muligvis går rundt og bærer på, men også hvilke situationer de gennemlever. Vi lærer altså en masse om hinanden, men også om os selv og vores egne følelser. Udover det, danner vi helt klart også et fællesskab ud fra musikken. Musikken fører os sammen med nye mennesker fordi vi kan relatere til noget af det samme, og gennem nye mennesker bliver man også dannet. Så på den måde bliver man ført gennem en uendelig tunnel uden lys forude, for dannelsen stopper jo i princippet aldrig, eftersom du hele tiden lærer nye ting nonstop.

Alt i alt jeg tror ikke på, at der hverken er nogen rigtig eller forkert måde at blive dannet på. Alle individer er vidt forskellige og bliver dannet gennem forskellige ting på bundforskellige måder, om det for nogle så rent faktisk er gennem gamle støvet bøger, for andre gennem nye og moderne Netflix serier eller måske gennem musik. Der er ingen grænser. Og bare rolig, der findes ikke nogle rigtige dannet mennesker her på kloden, ifølge mit hoved, fordi det er en proces du bruger hele livet på at gennemgå. Du har måske allerede nu en idé om hvem du er, og hvem og hvad der har hjulpet dig på vej til det mål, men i virkeligheden ved få af os nok hvem vi rent faktisk er. Selv når vi engang ligger og har få dage tilbage her på moderjord, er vores dannelsesproces, tror jeg i hvert fald, stadig under udvikling. Så no stress. Hvis ikke du lige har fundet ud af hvem du er endnu, eller hvem og hvad du tror kan hjælpe dig på vej til at blive en mere dannet person, så har du et helt liv med en uendelig dannelsesproces lige foran dig.

Emilie Madsen