Er opvæksten en del af dannelsesprocessen?

En lille pige kom til verden den 9. maj 2001, et stort øjeblik for familien. Det skulle vise sig at være den sidste i fætter- og kusineflokken. Hende den lille skrøbelige som ingen skal komme i nærheden af for så vil de i hvert fald prøve at hjælpe hende. Hende som vokser op og bare er den lille irriterende møgunge og som altid skulle være med selvom at hun var meget yngre. Med en storesøster som altid klingede med den ene kusine og at man bare gerne ville være med i deres venskab, men fordi kusinen er 10 år ældre end den lille pige så fungerede det bare aldrig ligeså godt som når storesøsteren og kusinen var sammen. Den lille pige som skulle vokse op og blive dannet, blive det mest dannede menneske af alle. I har nok regnet det ud, altså at det er mig Trine som er hende den lille pige. 

Jeg startede i dagpleje og var en lille ballademager, jeg smed ALTID tingene fra legehuset ud ad vinduet i legehuset, dette er jo i sig selv fint nok, men problemet var at legehuset var sat i hjørnet af haven så når jeg havde smidt alt derom skulle min dagplejemors mand altid kravle derom for at få tingene ind igen. 

Men har det dannet mig at jeg var en bandit som lille? 

Nok ikke kun det, men man har da fået en masse skæld ud og de voksne snakkede jo altid om en, fordi man endnu engang havde lavet ballade. 

Jeg kom jo videre i børnehave og mine forældre håbede på jeg ville blive nemmere at have med at gøre, men det skulle vise sig at det kun blev værre. Vi var delt i forskellige grupper når man startede gik man i lillegruppen og da den gruppe så havde gået der i et stykke tid rykkede man op til mellemgruppen og til sidst endte man i storegruppen. Min gruppe bestod af 14 drenge og 1 pige, pigen var jo så mig, så en kæmpe del af min børnehave tid blev brugt med drengene. Det gik helt galt da jeg gik i børnehave jeg gik kun sammen med drenge og jeg kunne ikke forstå hvorfor at de kunne stå op og tisse og jeg ikke kunne, så man kan jo selv tænke over hvordan det gik da jeg skulle prøve det derhjemme, min far var ikke tilfreds i hvert fald. Udover det var jeg også et uheldigt barn. Jeg faldt ned af diverse ting, jeg faldt ned fra et legehustag og måtte syes, den dag i dag har jeg et nike-mærke i baghovedet fra at jeg ramte en mælkekasse i faldet. Hjernerystelse var jeg også igennem da jeg tog turen baglæns ned af betontrapperne i børnehaven.

Dannelsesprocessen sker igennem opdragelse, og normer. Førhen var et dannet menneske dem fra København som havde en uddannelse, hvor at man nu til dags nok nærmere ville betegne folk som dannede hvis de har styr på deres normer og ved hvordan man skal opføre sig i forskellige sammenhænge. I børnehaven var jeg langt fra et dannet menneske i nyere tid. 

Livets gang fortsætter og jeg skal begynde i skole. Det vi som børn glæder os allermest til, jeg glædede mig også ekstra meget fordi jeg skulle gå på søhusskolen sammen med alle dem som jeg gik i børnehave med og selvfølgelig også min elskede storesøster, jeg ville så gerne være med til alt det hun skulle. Hun var træt af mig og skolen var heller ikke ligeså sjov som jeg troede. Årene igennem min skoletid var ikke nemme, da én som jeg gik i klasse med havde ADHD og det gik altid udover mig, den ene gang var det så voldsomt, jeg fik en sten i hovedet og skulle derfor på skadestuen. Der havde jeg været før og det var ikke så skræmmende. Jeg fungerede ikke så godt på søhusskolen og min søster fik heller ikke den hjælpe hun havde brug for så mine forældre valgte at flytte os fra søhusskolen og over på stige friskole, det var nyt og anderledes, men jeg gik jo kun i 3 klasse så hvad skulle der dog kunne gå galt. Lærerne på friskolen var super dygtige og roste mig meget i de små klasser. Jeg forstod dog ikke hvorfor at vi skulle have matematik for det var der jo ikke noget logik over. Da jeg kom i 5. klasse og var til skole-hjem-samtale sagde jeg til min lærer at jeg aldrig nogensinde ville kunne forstå matematik, men hun overbeviste mig om at jeg sagtens kunne finde ud af det og her fik jeg min viljestyrke. Det som har gjort at jeg aldrig har givet op på noget, var at hun fik mig til at tro på at selv de sværeste ting kan lykkedes. 

Årene går og klassetrinene bliver højere, men selvtilliden bliver lavere og lavere. Jeg klinger med få af dem fra min klasse og i 9. klasse skal vi læse bogen ”Drengen i den stribede pyjamas” og det er den første bog i skolen i de senere år jeg læste helt færdig, den tog mig ind og jeg kunne føle hvordan det var for drengen som ikke vidste hvad der ventede ham. Det var en følelse som jeg havde haft idet at jeg skulle flytte skole, ikke i samme dur, men jeg følte en speciel forbindelse til bogen og da vi så filmen var dette også specielt. Det specielle er at man ved at tingene er sket, men at man ikke kan forstille sig hvordan det er at gå i den uvished som de gør. For mig er gamle digte og fortællinger bare noget jeg skal igennem og som Søren Kassebeer siger i hans artikel ”Litteraturens vilkår er ikke for de sarte” er det nok ikke altid godt at hive en gammel tekst ned over hovedet på moderne mennesker. Man kunne også tydeligt i mærke i min klasse at de gamle tekster blev læst mindre end hvis vi fik en nyere tekst med noget som interesserede os. 

Folkeskolen var ved at være færdig og vi skulle holde sidste skoledag inden vi skulle op til vores allerførste eksaminer. Eksamen var mit værste mareridt. Angsten overtager mig og jeg ved aldrig hvad jeg har sagt. Jeg har altid fået af vide at jeg skulle trække vejret en gang mere men altså når man prøver det, men det virker jo ikke, det ved vi alle sammen godt. Angsten går bare ikke lige over, og jeg kom igennem alle de eksaminer jeg skulle. Herefter var der jo så translokationen det som de fleste kender som dimission, og de andre skulle holde en fed fest fandt jeg ud af den aften da min såkaldte bedste veninde spurgte om jeg kom, problemet var bare at jeg aldrig fik en invitation. Dette gjorde at jeg bare var glad for at kunne komme videre og væk. 

Efter folkeskolen var jeg begyndt at vide hvordan jeg skulle agere i forskellige situationer. Jeg vidste hvordan jeg skulle være overfor andre og at jeg skulle respektere den forskellighed der er i mennesker, og jeg ville gerne lære at respektere at der var en grund til at folk reagerede på forskellige måder. 

Endnu et nyt sted skulle jeg hen nu hed det bare ikke folkeskole længere, nu kom det store nye som hed gymnasiet og jeg vidste at næsten alle andre fra min folkeskole klasse skulle på efterskole, så jeg skulle ikke bekymre mig om dem længere. Jeg skulle ud og vise hvem jeg virkelig var og hvem jeg er. Jeg følte mig klar til nye udfordringer og klar til at møde nye mennesker. 

Det store spørgsmål er jo bare om jeg ikke stadig bare er den lille pige som blev født i 2001, selvom at 18 år er gået, har min kusines og min søsters syn ikke ligefrem ændret sig. Jeg måtte ikke få kørekort eller få en kæreste. Nu står jeg her med kørekort og kæreste og desuden også kun 6 måneder tilbage på gymnasiet. Men er jeg et dannet menneske nu? Eller er jeg bare Trine, som føler at hun er dannet. Jeg ved hvordan jeg skal være i specifikke situationer og jeg har lært meget igennem mine første 18 år og man kan ikke andet end at glæde sig til de næste, for det jeg har lært om mig selv er en kæmpe hjælp for mig som menneske. 

Trine Lund