Individet

At kende sig selv, er den vigtigste del i ens eget liv. Uden at kunne forstå sig selv, så ville ens liv falde sammen. Men, fordi de fleste af os stadigvæk holder ud, og endnu ikke har givet op er af den grund, at vi kun lige er startet på vores rejse. 

Den grundlæggende idé om, hvem vi er, vil ikke bare blive skabt i ens hoved tilfældigt, men derimod gennem vores bevidsthed, som vil iagttage og blive inspireret af de handlinger, individet foretager sig fra dag 1. Alt det materiale, du har fået proppet ind i dit lille hoved, er nu gået hen og blevet til, hvad du måske frygter allermest, nemlig dig selv.
Men er vi i stand til at styre, hvilken retning vores liv skal tage? Selvfølgelig er vi da det, mennesket er et naturtalent til at forstå og lære, det er jo ikke for sjov, vi går i skole. Litteraturen vil ikke nødvendigvis være kilden til din dannelse, men benægter man, at litteraturen havde en påvirkning på ens liv, så prøv at genovervej det igen.
Vores evne til, at tilpasse os forskellige miljøer, personer osv. gør os til det perfekte eksempel på, hvordan et individ kan blive dannet.

Selve ordet ”dannelse” er et mærkeligt ord. Kun at bruge ét ord, til at beskrive dig selv, er da overhovedet ikke acceptabelt. Når vi poster et billede, på de sociale medier, skriver vi jo ikke bare #dannelse, men snarere noget der appellerer mere til, hvem du nu end prøver, at overbevise om, at du rent faktisk har et liv og er noget.
Men hvorfor er det, vi prøver at være noget, vi måske ikke engang er? Er dit rigtige liv ikke godt nok for omverden, og behøver du virkelig, at bruger to facader til at eksistere? Svaret kender du højst sandsyndeligt godt. Om svaret er ja eller nej, er jeg ret ligeglad med, men lige nu kører der sikkert en tanke rundt i dit hoved, tanken om, at du rent faktisk har to forskellige liv.

For mit eget vedkommende, så ja. Ja, jeg behøver to forskellige sider af mig selv, især for at kunne komme igennem skolegangen. At fortælle hele min livshistorie, ville blive alt for langtrukken, så her er middelversionen. Den ene side af min facade, er den afslappende, hvorimod den anden side er det stik modsatte, og selv ikke jeg kan sætte ord på, hvad det modsatte er. Det bedste ord ville nok være hyper. Ikke hyper på sukker, men hyper på, at iscenesætte mig selv, som en anden. Hvis jeg lige skal grave lidt ned i arkivet, så er jeg faktisk ikke helt klar over, hvad der var med til at skabe min frontstage- og backstagefacade.
Bøger og film er nok iblandt listen af, hvad der har dannet dem, og hvad der har dannet mig selv. Men til hvilken grad? Er det på grund af, jeg har set ”Frost” 5 gange, at min yndlingsmåned er december, for det håber jeg sandelig ikke. Men bøgerne derimod, har de mon haft en påvirkning? Litteraturen, jeg har læst gennem mine mange år, har da helt klart haft en stor betydning for, hvem jeg er nu. Dog går hele æren ikke til bøgerne, skal jeg lige pointere, men jeg vil ikke benægte, at litteraturen har haft en stor indflydelse på min dannelse. H.C. Andersen, Bjarne Reuter og kompagni, har aldrig vækket stor interesse. Måske fik man lige nogle godnathistorier, skrevet af H.C. Andersen og de andre, men dem faldt man jo bare i søvn til. Så, at sige dannelsen kom fra dem af ville være en hvid løgn. En ting man kan sige, som er ægte er, at alle individer elsker en god bog, som de kan identificere sig selv med. Og selvfølgelig har der været en sådan bog for mig.

Mindet om den første rigtige bog, jeg fik stukket i hænderne, er væk. Men mindet om den anden rigtige bog er her stadig. ”Lampernes børn” af Philip Kerr, var et sandt mesterværk.  Der var ikke nogen hovedperson, men hovedpersoner. To personer, man kunne identificer sig selv med, en dreng og en pige, jeg valgte naturligvis drengen.
At forestille sig selv, som en anden person, i et andet univers, var det mine nætter bestod mest af, for at falde i søvn. Jeg elskede at forestille mig, som en anden person, så da jeg gik i gang med at læse ”Lampernes børn” var jeg helt opslugt. Jeg spænede igennem bog 1 til bog 7, hvorfor? tjoh for som Mathilde Walter Clark siger i artiklen ”GENKENDELSEN LIGGER I MARVEN” af Karin Hedemand: ”Vi foretrækker måske endda, hvis vi kan identificere os med hovedpersonen”, og i bøgerne havde jeg netop fundet mig en, som man kunne identificere sig med. John hed han, og han var helt ordinær, dog havde han nogle specielle træk. Det som fik mig, til at kunne lide ham, var på grund af hans dumhed. Hans dumhed gjorde ham simpelthen attraktiv at følge, hvilket ikke betyder, at jeg nu kun er dum. Men man grinte og kunne relatere til hans handlinger. Jeg blev tiltrukket til ham, men også til den verden, bogen var sat i. Jeg fremstillede Johns verden til min egen personlige, hvor jeg udskiftede John med mig selv, noget som vi alle sammen højst sandsynligt kender til. Så, hvis tanken, om du stadig spiller to forskellige roller, svæver rundt i din bevidsthed, så burde tågen være lettet nu. For du har helt klart prøvet at identificere dig selv, med en person fra noget du enten har læst eller set.
”Lampernes børn” dannede mig ikke, som f.eks. et rigtigt menneske kunne havde haft gjort, men snarere mere, på en diskret måde. Dannelsen lå i underbevidstheden, og blev kun brugt når situationen passede. Det som jeg tog med mig fra ”Lampernes børn”, var ikke selve handlingen, men det var genren og måske lige nogle karaktertræk fra John. Eventyr, action, fantasi og flere endnu, var noget der påvirkede mig. Mine nætter var endnu mere fantasifulde, og mit rigtige liv blev splittet i to.
Vil det så sige, at jeg havde to forskellige dannelser? På en måde ja og nej. Som sagt, så er individet ikke født fuldendt til at starte med. Nej, det vil ske over tid, og det var netop det der skete for mig. Efter æraen med ”Lampernes børn” var slut, blev endnu et trin lagt på dannelsestrappen. Jeg havde nu to dannelser, to facader. En som blev brugt derhjemme, og en som blev brugt i det sociale liv. Fordelingen af de to facader skete af sig selv. Hvilken performance jeg skulle præstere med, var det afgørende for fordelingen. Så selvfølgelig blev John brugt i det sociale liv, dog med nogle modifikationer. At bruge Johns personlighed var den sjoveste og nemmeste måde, at komme igennem en lang dag. Og jo længere tid der gik, desto mere blev Johns personlighed min. Jeg tog den til mig, gjorde den unik, så den dermed kunne fungere perfekt.
”Bruger jeg den nu?”, tænker du måske. Højst sandsynligt, men jeg er ikke klar over det. For siden da, har der været hundredvis af andre ting, som har dannet mig. Men fundamentet for min dannelse, vil jeg gerne give ”Lampernes børn” æren til.

Dermed er retningen vi tager ikke altid helt klar, men med tiden vil individet blive dannet uden selv, at være klar over, hvad det var, der dannede dem. Selv jeg ved ikke, hvorfor jeg endte her. Litteraturen vil have en stor indflydelse på dit liv, den vil give dig det, du har brug for. Sig aldrig nej, hvis nogen tilbyder dig et gratis råd, for hvis du siger nej, vil du måske gå glip af noget stort, hvem ved. Du styrer dit eget liv, men lad dig ikke blive skræmt af folket ved siden af dig. Giv plads til alle, giv plads til dig selv. Dannelsen stopper aldrig, der er altid noget nyt litteratur du kan læse, nye mennesker du kan møde. Fasen du er i nu, er måske kun fase 2 ud af 10. Tiden løber afsted, men stopper du løber tiden bare videre uden dig. Alt hvad du har brug for at blive dannet ligger foran dig. Kig dig tilbage over skulderen nogle gange, men kig altid fremad, for fremad er den eneste vej, så hvorfor stoppe?

Keanu