3.a Nordfyns Gymnasium blogger

At sidde der i sin egen verden, sin helt egen lille boble uden forstyrrelser. Presset fra sociale medier og mobilen er lagt på hylden. De mange forventninger der er presset ned over hovedet på en, får hjernen ro fra. Fantasien får lov at slippe løs i en anden verden end den man befinder sig i, og man sidder der helt uforstyrret. Det er det litteraturen tillader, den tillader dig at forsvinde ind i en helt anden verden end den du er i. Øjnene stryger sig over de utalige ord. Sorte bogstaver der bevæger sig på det hvide papir i massevis. Sort på hvidt? Men hvorfor er det egentlig ikke sort papir med hvide bogstaver? Al den snak om bogstaver, minder mig da egentligt også om at jeg skal huske at lave min aflevering til mandag. En halv side senere og jeg tænker: ”Hov hvad fanden skete der lige.” Mit tankemylder har taget over igen, og jeg har egentlig ikke opfanget handlingen af den sidste halve side. Forfra, super...   Det har vi vel alle sammen prøvet? Det med at tankerne lige...

Heste er det bedste Du har helt sikkert tænkt det. Hende den crazy hestepige. Det er mig. Meggie Stald, som mine kære klassekammerater fra folkeskolen ville have sagt. Det er ingen hemmelighed, at hestene fylder meget i mit til tider lidt for ensformige teenageliv. Men sådan har det langt fra altid været. Tro det eller ej. Da jeg var lille, gik jeg til ridning, selvfølgelig, men jeg gik også til spejder, håndbold, fodbold, teater og keyboard, og hvad jeg ellers lige kunne få lyst til. Heste var langt fra mere centrale, end alt det andet jeg fandt på at gå til. Men her kommer den berømte skønlitteratur ind. For en lille pige som mig, som næææsten lige havde lært at læse, og desuden var helt vild med det, så er hestebøger jo det helt store hit, som det var for stort set alle pigerne på min årgang, men, hvis man er så vild med at læse, som jeg var, så går der altså nogle bøger til, og er I egentligt lige klar over hvor mange hestebøger der findes? Det tror jeg ikke I er. For at nævn...

I har nok alle sammen en eller anden film, som I har set 10.000 gange, og som ALLE PERSONER SKAL SE, FOR ELLERS ER DE MEGA UKULTIVEREDE! Den film, der har fyldt store dele af din barndom, den film som du på ingen måde kan undvære. Tænk på det, og så forestil dig, at en person du snakker med, f.eks. en af dine gode venner, enten ikke har set den, eller endnu værre, ikke kan lide den. Det får de samme tre spørgsmål til at florere rundt i hovedet på en; Hvad er der galt med dig? Hvem har opdraget dig? Har du overhovedet haft en barndom? Og svaret på det sidste spørgsmål, er selvfølgelig: NEJ! Det er ikke kun mig, der har det sådan, vel? Der er nok bare nogle fortællinger, der er så fantastisk gode, at de nærmest SKAL kendes, for at man overhovedet kan kalde sig et fuldendt, fuldt ud kultiveret og dannet menneske. Personligt, så har jeg i hvert fald ret mange film, som jeg ikke kunne leve uden. Den nok største fællesnævner for disse, er firmaet Disney. Men hvis jeg nu ikke var vokset ...

Er du god til at leve dig ind i ting? Og har du nogensinde overvejet, om litteraturen kunne have haft en finger med i spillet for at få dig til at besidde lige præcis denne ekstraordinære evne? Det vil selvfølgelig altid være lettere at få denne indlevelsesevne frem, hvis du læser om noget, du kan nikke genkendende til. ”Læsning er noget meget personligt, individuelt. Vi opfatter os selv på en bestemt måde og så kan vi godt lide at læse noget, som bekræfter os i vores selvopfattelse. Vi foretrækker måske endda, hvis vi kan identificere os med hovedpersonen” siger Mathilde Walter Clark i Karin Hedemands artikel ”Genkendelsen ligger i marven”. Dette vil jeg da utvivlsomt selv bekræfte er sandt; det er da for mig altid rart at læse om en pige på min alder, der ligesom jeg selv, går rundt og spekulerer over ting, som man ikke altid kan gøre noget ved. En pige, der går i skole og knokler med lektier, og som forsøger at holde sig væk fra drama, men alligevel gerne vil følge med. Me...

Hvornår er man dannet? Dannet, dannet, dannet. Jeg tror jeg har sagt det ord en million gange den her uge. Man hvad betyder det egentligt? Når man er et ”dannet menneske”, har man så styr på sit  shit ? Er man fagligt overlegen? Eller måske kreativ på nye og aldrig-før-tænkte måder? Er det målet i livet? At blive dannet? Jeg tror ikke det handler om noget specielt. Men det er mere et abstrakt begreb, om at have fundet sin hylde her i verden.                       Da jeg var ganske ung, en præteenager, havde jeg ikke specielt meget at byde på, hvis jeg selv skal sige det. Jeg var høj og spinkel, og jeg havde stort set ikke næse for andet end mig selv. Jeg var ikke ond eller led, men bare utrolig selvstændig. Fællesskab var noget jeg gik op i, men jeg ville meget hellere bare sidde helt alene med snuden dybt begravet i en bog. Derfor var der også altid, i mit følge, en el...

Livets rejse ”At rejse er at leve.” Vi har alle sammen hørt det før HC. Andersen famøse citat. Lige siden vores barndom, er vores hjerner blevet proppet med børnebøger og lign. HCA’s citat beskriver, hvordan han har oplevet igennem sine rejser til diverse lande og byer, hvordan det har dannet ham, som han bruger som blokke for, at beskrive den person han senere gik hen og blev. Jeg mener dog at hans citat kan tolkes på en anden måde. En rejse og en dannelse behøver nemlig ikke kun at være fysisk. Ved at møde nye mennesker, få nye oplevelser og erfaringer, danner det også en som person. I mit tilfælde, er det ikke rejser til forskellige destinationer jeg har brugt, for at opnå min ”dannelse,” desto nærmere har jeg brugt mine kammerater og de fællesskaber jeg har indgået, til at skabe den person jeg er i dag. Men hvor stammer dannelse egentligt fra? Dannelse er et begreb, der bliver diskuteret meget i den pædagogiske verden. Og ofte stillede spørgsmål er, hvordan bliver ma...

Jeg prøvede engang at læse den engelske klassiker   Stormfulde højder   af Emily Bronté. Jeg fik kæmpet mig igennem, ikke engang, en femtedel før jeg opgav, fordi den var alt for kedelig og kompliceret. Måske var det også fordi den var oversat fra engelsk i 1850’erne, eller måske var jeg for ung til at synes den var interessant nok, eller måske var det fordi den ganske enkelt ikke beskrev noget jeg kunne genkende. Det er det eneste frivillige forsøg jeg har gjort på at læse en klassiker, derudover kun de klassikere jeg har læst gennem min tid i folkeskolen, og kan ærlig talt ikke huske hvad det var for nogle, så det kan man vidst ikke sige har dannet mig. Dannelse er defineret som indhold der skal forme ens personlighed, som regel i overensstemmelse med et bestemt samfunds- og menneskesyn og et bestemt dannelsesideal. Derfor ville det da være en skam hvis vi alle i samfundet kun havde læst danske klassikere, som Søren Kasseber referer til, og derved ikke kunne give hinanden...