Fortællinger, forståelse og flæbehoveder

Er du god til at leve dig ind i ting? Og har du nogensinde overvejet, om litteraturen kunne have haft en finger med i spillet for at få dig til at besidde lige præcis denne ekstraordinære evne? Det vil selvfølgelig altid være lettere at få denne indlevelsesevne frem, hvis du læser om noget, du kan nikke genkendende til. ”Læsning er noget meget personligt, individuelt. Vi opfatter os selv på en bestemt måde og så kan vi godt lide at læse noget, som bekræfter os i vores selvopfattelse. Vi foretrækker måske endda, hvis vi kan identificere os med hovedpersonen” siger Mathilde Walter Clark i Karin Hedemands artikel ”Genkendelsen ligger i marven”. Dette vil jeg da utvivlsomt selv bekræfte er sandt; det er da for mig altid rart at læse om en pige på min alder, der ligesom jeg selv, går rundt og spekulerer over ting, som man ikke altid kan gøre noget ved. En pige, der går i skole og knokler med lektier, og som forsøger at holde sig væk fra drama, men alligevel gerne vil følge med. Men er det ikke også nogle gange, at det bliver lidt for kedeligt bare at stå i baggrunden og se på? Jo, men hvad kan man gøre, når man er genert og ikke tør at bevæge sig ud på dybt vand og gøre noget ved det? 

Det er her, at skønlitteraturen kommer ind i billedet, og det er lige præcis den, der er i stand til at tage dig ind i en helt anden verden. En verden, der måske til forveksling ligner din egen, men hvor der er ting, der ikke sker i dit eget liv. Det kan også være en verden, der på ingen måde ligner din egen. En verden som du kan synke ned i og få din egen verden til at forsvinde som dug for solen. Det kommer an på, hvad du kan lide. Det er som sagt, ligesom Mathilde Walter Clark siger, ”meget personligt, individuelt.” Men uanset, hvad for noget læsestof du synes om, vil der i fortællingerne altid være et sted, hvor du kan følge med i en anden persons liv. Et liv, der måske er en smule mere interessant end dit eget. Et liv med trekantsdramaer, forfølgelse eller noget helt tredje, der trækker dig ud ad hverdagens trygge rammer og indhyller dig i duften af noget nyt og spændende. 

Selv er jeg meget glad for de sukkersøde, kliche-agtige pladderkærlighedsromaner, der gang på gang placerer mig i et univers, som jeg elsker at befinde mig i. Et univers, hvor jeg kan leve mit liv gennem en anden person. Et univers, hvor det er pigen, det handler om. For eksempel der, hvor hovedpersonerne begge to ønsker at gøre nogen jaloux. Er der en bedre måde at gøre dette på end at foregive at være kærester? Selvfølgelig ikke! Til sidst virker det, og de kan nu få den, de altid har været vild med. Men nu er der et andet dilemma, fordi de begge to indser, at de er forelskede i hinanden! Hvad skal man dog gøre?! (Ja, jeg refererer til ”To all the boys I’ve loved before” af Jenny Han, som desuden er en virkelig skøn fortælling. Siger det bare). 

Men hov… det er jo ikke i mit liv, disse ting sker. Men alligevel formår jeg at være blevet revet så meget med, at jeg føler de samme ting som hovedpersonen. Ting, der i virkeligheden slet ikke er noget, der vedkommer min verden og min virkelighed. Kender du det? At blive draget så meget med af noget, at man føler, det er en selv, det handler om. Ting som disse kan måske være med til skabe nogle falske forhåbninger om, hvordan virkeligheden er, eller måske bare hvordan man kunne ønske sig at den skulle være. Men er dette ikke også med til at danne en? At man finder ud af, at man er i stand til at sætte sig i andres sted og føle med andre. Man kan også lære noget om sig selv, og finde ud af, at man måske er en person, der enten bliver meget påvirket af fortællinger (ligesom mig) eller en person, der ikke gør. Jeg skal da indrømme, at jeg selv kan blive så rørt over ting i bøger, at en lille tåre (måske to eller tre), ustoppeligt triller ned ad mine kinder. 

For eksempel da Henry DeTamble dør i romanen ”Den tidsrejsendes kvinde”, som er skrevet af Audrey Niffenegger i 2003. Henry er en mand, der pga. en genetisk fejl ufrivilligt rejser i tiden, hvilket gør hans forhold til Clare Anne Abshire kattens til kompliceret. På grund af deres lange, romantiske rejse og deres konstante kamp for at være sammen, skærer det lidt ekstra i hjertet, da Henry, mens han rejser i tiden, ved et uheld bliver skudt af Clares bror. Henry vender tilbage til nutiden og dør i Clares arme. Bogen slutter da Clare er 82 og Henry er 43, fordi han har rejst frem i tiden og møder hende lige inden hun dør. Hun var der for ham til det sidste, og nu er han der for hende til det sidste (snøft). De smukke temaer om tid, kærlighed og tab, er helt sikkert noget, der påvirkede mig, da jeg læste bogen som 15-årig. Det er en af de mest hjerteskærende slutninger jeg nogensinde har læst om, og jeg husker tydeligt at have grædt så meget, at jeg nåede helt ud til det punkt, hvor det faktisk begyndte at blive lidt pinligt. Min dengang tætte, tykke og tunge mascara var løbet så meget, at jeg lignede en trist vaskebjørn, der var søgt i ly for regnen. Jeg kan også huske at have kigget ned ad mig selv og opdaget, at hele min bluse var gennemblødt af tårer (jeg har altid været lidt af et flæbehoved og en tudeprinsesse, når det kommer til sådan noget). Jeg har på daværende tidspunkt måske ikke forstået bogen på samme måde, som jeg havde gjort, hvis jeg læste den i dag (som jeg i øvrigt har planer om), men alligevel har den formået at røre noget i mig, for der sad jeg og græd lige så meget, da jeg efterfølgende så filmen. Også fordi jeg jo som læser har været med på deres rørende rejse, og har været med til at opleve alt det de har oplevet, har det påvirket mig meget. Det har været en rejse for mig, som pludselig afbrydes med en dybtgående kugle i et dramatisk dødsfald.

Det er måske ikke lige, hvad man kunne ønske sig skulle ske i sin egen virkelighed. Men de følelser jeg havde mens jeg læste den, var nu ganske virkelige. Mathilde Walter Clark nævner nemlig også, at det ”måske er enhver forfatters hemmelige drøm at nå virkeligheden.” (fra ”Genkendelsen ligger i marven”) Eller måske i hvert fald at få læseren til at føle, at netop DE har nået virkeligheden. Selv har jeg førhen skrevet fortællinger om ting, som jeg måske kunne ønske mig skulle ske. Eller ønske andre ville kunne leve sig ind i. Et ønske om at nå til en tilstand, hvor noget ikke længere kun foregår i tankerne. Et sted, der virker så ægte, at din indlevelse er essentiel og ikke er til at tage fejl af. Og netop denne indlevelsesevne tror jeg er meget vigtig for folks dannelse. Den er med til at skabe en del af ens identitet, når man via fortællinger forsøger at sætte sig i en anden persons sted. Dette kan nemlig også nemt overføres til den autentiske verden, hvor indfølingsevnen kan være med til at fremme social begavelse og intelligens hos et menneske. Ved at sætte sig ind i fortællinger og persongallerierne i disse, bidrager det til at man udvikler sig som menneske. Deriblandt medfører det egenskaber som medfølelse og medlidenhed, sympati og empati, som er en vigtig del af at begå sig med andre. Så kan vi ikke blive enige om, at fortællinger har en rimelig stor indflydelse på dannelse og indlevelsesevne? Det tænkte jeg nok.

Emilie Løhndorf