Klassikerne som dannende litteratur

Jeg prøvede engang at læse den engelske klassiker Stormfulde højder af Emily Bronté. Jeg fik kæmpet mig igennem, ikke engang, en femtedel før jeg opgav, fordi den var alt for kedelig og kompliceret. Måske var det også fordi den var oversat fra engelsk i 1850’erne, eller måske var jeg for ung til at synes den var interessant nok, eller måske var det fordi den ganske enkelt ikke beskrev noget jeg kunne genkende. Det er det eneste frivillige forsøg jeg har gjort på at læse en klassiker, derudover kun de klassikere jeg har læst gennem min tid i folkeskolen, og kan ærlig talt ikke huske hvad det var for nogle, så det kan man vidst ikke sige har dannet mig.

Dannelse er defineret som indhold der skal forme ens personlighed, som regel i overensstemmelse med et bestemt samfunds- og menneskesyn og et bestemt dannelsesideal. Derfor ville det da være en skam hvis vi alle i samfundet kun havde læst danske klassikere, som Søren Kasseber referer til, og derved ikke kunne give hinanden forskellige indblik i andre forfatteres fortællinger. Ideen om en klassiker, skaber et meget snævert syn på dannelsen i hvert fald i forhold til hvis man skal have læst alle klassikerne for at kunne blive en del af klubben. 

Den seneste bog jeg har læst, er Call me by your name, som efterhånden måske er blevet lidt en cultbog, men er ikke en klassiker. Det er en bog fangede mig, fordi den skildrer en historie der er relevant for diskussionerne om seksualitet i vores samtid, og der var skrevet om det ret yndefuldt. Den gjorde også indtryk, fordi den var skrevet med ret komplicerede vendinger sommetider, og der var citater fra forskellige skønlitterære klassiker jeg ikke har læst. Det var en smule ekskluderende fordi man ikke helt forstår sammenhængen og man føler sig dum for ikke engang at kende navnet på forfatteren. Sådan en tendens til udelukkelse fra folk med stort litterært kendskab er ret ærgerligt, fordi det virker svært at blive en del af, og man skal nærmest have læst alt klassisk litteratur for at kunne være med i snakken. 

På samme tid er ”klassikere”, f.eks. fortællinger af Karen Blixen og H.C. Andersen, som Mathilde Walter Clark også nævner, en ramme for en fortælling alle kan relatere til. Vi kan jo alle snakke om de fortællinger, og har fælles referencepunkt fordi vi har fået stukket dem i hovedet gennem hele vores skolegang. Dem kan vi alle få en forskellig opfattelse af, og ved at snakke om de forskellige syn kan vi danne hinanden.

Bogklubber kunne også være et godt eksempel på dette. Her læser man hvilken som helst bog, klassiker eller ej, og man diskuterer bagefter forfatterens budskab til læseren. Det kunne man betegne som det ideelle brug af litteraturen som dannelse, og det er en meget god afspejling af hvordan man kunne håbe litteraturen ville kunne have indflydelse på samfundet. Også selvom det måske er en bog man er tvunget til at læse, vil der altid være et budskab i den, som man så kan være enig eller uenig med, men det vil have dannet en uanset.

Da jeg var 12 år gammel tvang min mor mig med på biblioteket, fordi vi skulle på bilferie og hun mente jeg skulle have nogle bøger med at læse i, da det ellers kan blive en ret lang tur (og tror jeg havde været en smule irriterende på forrige tur, fordi jeg havde kedet mig). Jeg havde ikke været på biblioteket før for at låne andet end film, og jeg havde ikke før skulle vælge en bog jeg selv ville læse. Jeg fik dog valgt et par stykker, og blandt dem var en bog der hed Vi var løgnere (oversæt fra den engelske bog; We were liars). Selvom jeg var tvunget til at læse den på grund af stor kedsomhed på bilturen, blev jeg positivt overrasket. Bogen var forvirrende i starten, men på en måde der fangede mig og jeg var hurtigt helt opslugt af den. Den ændrede mit syn på litteraturen, hvor det førhen havde været tvang at læse, var det nu som om en helt ny verden der var åbnet op.

I det perspektiv, er idéen om at man skal læse klassikerne ret ærgerlig, fordi jeg tror ikke det er det, der får folk til at læse. Nu læser jeg ikke engang særlig meget selv, men når jeg gør, er det ikke klassikerne jeg går efter. De siger mig sjældent noget og er heller ikke relevante for min opfattelse af vores samfund i dag. Det kan da godt være jeg får lysten til at læse dem senere i mit liv, og oplever at det hele falder i hak efter jeg læser dem, eller måske vil mit syn på klassikerne forblive som det er nu. 

Men at klassikerne er en nødvendighed for dannelse er misforstået. Det er netop mindre kendte bøger som giver den oplevelse, som jeg havde med Vi var løgnere, der er vigtige. Fordi litteratur kan være en vigtig del af vores dannelse, men der er ikke mange der læser længere, og derfor er bøger om ’kvinder i forstaden’, skrevet til kvinderne i forstæderne, også vigtige, fordi det måske i det mindste kan få dem i gang med at læse. Måske læser de endda en bog som Call me by your name med referencer til klassikere, og får derfor lyst til at læse dem der bliver citeret. Kvinderne i forstæderne læser nok ikke lige Call me by your name men en bog med samme referencer til klassikere. Uanset hvad kan de mindre kendte bøger måske få læselysten i gang, og der burde ikke være krav til at man skal læse klassikerne før det gælder som dannende. For selv mindre kendte forfatterene ville næppe skrive en bog uden et budskab og et håb om at røre noget i læseren.

Der er også noget sjovt ved vores generation nu, som ser mange flere filmene man læser bøger, der er den samme tendens til at dømme folk hvis de ikke har set de klassiske film. Jeg har f.eks. aldrig set særlig mange disney-film, og når folk referer til en film som Mulan eller Pocahontas, og jeg siger at den har jeg ikke lige set, bliver det tit mødt med en forundret og, til tider, barsk mening om det. Ligesom hvis ’man’ måske kom til at kalde stormtroopererne, fra Star Wars, startroopers i stedet (ups), fordi 'man' kun har set en halv Star Wars film, kan man også blive gjort lidt grin med. Og det sker da sommetider at jeg så føler mig lidt udenfor i netop disse sammenhænge, men jeg føler mig ikke som en mindre dannet person, bare fordi jeg ikke kan teksten til ’Rigtige mænd’ i Mulan.

På en måde kan man da godt forstå den tendens til at dømme andre der ikke har set netop den film eller bog, fordi man bliver lidt uforståelig over hvorfor andre ikke synes den, film eller bog, er den bedste der findes, når den har gjort et stort indtryk på en selv. Folk spørger også om vi så ikke skal se Star Wars eller Ringenes Herre filmene, men egentlig gider jeg ikke. Jeg får nok lyst en dag når jeg er træt af ikke at forstå referencerne, men ’en god dannelsesproces er ikke et resultat af tvang, men forudsætter tværtimod et ønske om at blive dannet.’ Og netop sådan synes jeg dannelse skal foregå. Fordi dannelse er meget individuelt og afhænger af et behov for en personlig udvikling, og derfor ikke af hvad andre synes man skal læse, men derimod hvad man selv finder interessant.   

For at blive et menneske mere dannet til samfundets litterære normer, bliver man jo nok nød til at læse de mere aktuelle litterære værker, ikke nødvendigvis klassikerne, men måske en bog som Den, der lever stille eller nogle af Jussi Adler-Olsen tusinde bøger. Også hvis man vil udfordre sin horisont. Men ideen om at man skal have læst bestemte tekster, og set bestemte film, for at være et dannet menneske er misforstået, man skal læse af lyst og litteraturen skulle gerne være noget man føler er relevant og personligt dannende.

Bodil