Hvidt på sort

At sidde der i sin egen verden, sin helt egen lille boble uden forstyrrelser. Presset fra sociale medier og mobilen er lagt på hylden. De mange forventninger der er presset ned over hovedet på en, får hjernen ro fra. Fantasien får lov at slippe løs i en anden verden end den man befinder sig i, og man sidder der helt uforstyrret. Det er det litteraturen tillader, den tillader dig at forsvinde ind i en helt anden verden end den du er i. Øjnene stryger sig over de utalige ord. Sorte bogstaver der bevæger sig på det hvide papir i massevis. Sort på hvidt? Men hvorfor er det egentlig ikke sort papir med hvide bogstaver? Al den snak om bogstaver, minder mig da egentligt også om at jeg skal huske at lave min aflevering til mandag. En halv side senere og jeg tænker: ”Hov hvad fanden skete der lige.” Mit tankemylder har taget over igen, og jeg har egentlig ikke opfanget handlingen af den sidste halve side. Forfra, super...  

Det har vi vel alle sammen prøvet? Det med at tankerne lige pludselig bare tager over. Det er ikke fordi man synes at bogen er kedelig, eller det er det måske i nogle tilfælde, men det sker alligevel selvom man synes det er en god bog. Det sker i hvert fald stadigvæk tit for mig. Men jeg må også erkende, at jeg altid har været en der har haft meget krudt i røven og et tankemylder uden lige, og det er også derfor jeg ikke har læst så meget litteratur igennem mit liv. Det med at sætte sig ned og fordybe sig i noget, i så lang tid, har ikke altid været nemt for mig. Det skal lige siges det er altså blevet bedre med alderen. Selvom jeg var dårlig til det da jeg var mindre, kan litteraturen så stadig have dannet mig? Det tror jeg bestemt, for selvom jeg ikke selv har kunne finde roen til at fordybe mig, har jeg dog altid elsket og jeg mener ELSKET fortalte historier og eventyr, og jeg vil også mene at det altid har været en del af min opvækst. Hver morgen hos min bedstemor, læste hun et kapitel i en bog imens vi spiste morgenmad, min fætter, kusine og jeg. På den måde blev min hjerne og min fantasi sat i gang hver morgen. Fortællinger giver plads til at fantasien kan blomstre og ens indlevelse bliver bedre. Jeg kan i hvert fald godt love jer for at fantasien fortsatte langt  hen ad dagen for mit vedkomne. Typisk blev mine dage afsluttet på samme måde, hvor min mor læste en bog højt for mig inden sengetid og på den måde åbnede historierne op for drømmene og fantasien, som havde ingen grænser for lille mig. Som Mathilde Walter Clark siger i artiklen ”Genkendelsen ligger i marven” skrevet af Karin Hedemand: ”Fablen adresserer det universelle lag, drømmelaget i os.” De her fortalte historier og oplæsninger fik drømmelaget og fantasien vækket i mig. 

Selvom jeg skriver, ”fik, ”skal jeg da heller ikke lægge skjult på, at jeg som nu 19-årig og bumset, stadig er en sucker for historier og eventyr. Der er altså bare noget ved at læse et klassisk eventyr af H.C. Andersen eller en anden, der får mig til at tænke tilbage på barndommen, og ligesom Mathilde Walter Clark så fint siger: ”De går dybt. De taler til brønddybet i os, og det går aldrig af mode.” Det tror jeg hun har helt ret i. Men da jeg så fik spørgsmålet om hvad der har dannet mig, var jeg helt blank. Spørgsmålet kunne lige så godt være spørgsmålet til en million kroner i hvem vil være millionær, og jeg følte bestemt at håbet var ude. Tankerne kørte rundt i knolden på mig. Dannet? Altså, jeg elsker eventyr af H.C.A, men har de dannet mig? Efter at have siddet og kigget blankt ud i luften, og bidt i min negl i et godt stykke tid, selvom jeg overhovedet ikke bider negle, var der alligevel et helt bestemt stykke litteratur, som vidste sig klart for mig. 

Bogen der poppede op i mit hoved, vidste sig, som var det skrevet sort på hvidt. "Selvfølgelig," tænkte jeg. ”Brødrene Løvehjerte” af Astrid Lindgren. That´s it. Så kan det godt være at i tænker: ”Jamen er hele historien ikke ret trist og handler om at begge brødre dør.” Jo det gør den, men den handler samtidig om en enorm kærlighed mellem to brødre og kampen om livet, hvor storebroren dør i forsøget på at redde lillebroren, selvom han ligger for døden. Smukt, men også virkelig trist. Selvom bogen er sørgelig og florer omkring et meget alvorligt emne, som døden, er den samtidig utrolig spændende og meget eventyrlig. Hvilket jeg tror for mig, har været en god måde at få kendskab til døden på. For mig var det rart at vide at man ikke bare dør og så er det ligesom bare det. Jeg tænker måske heller ikke at det ville være skide pædagogisk, at fortælle små børn, at når man dør bliver ens kolde, kadaver af en krop dumpet ned i jorden, for at rådne op? Nej, vel? Men i så fald fremstiller ”Brødrene løvehjerte” døden som værende ikke farligt, når Jonathan fortæller om Nangijala. Et sted hvor der er et liv efter døden, hvor man mødes med sine kære igen en dag. Et sted hvor der er fredsfyldt og smukt. Hvem håber ikke på det? Det gjorde jeg i hvert fald, som jeg sad der med mit lyse hår i rottehaler og blågrønne øjne. Døden virkede ikke så farlig, lige pludselig og man behøvede ikke at være bange, for man skal jo selvfølgelig se hinanden igen på den anden side, ikke? Nu kan det godt være at nogen sidder bag skærmen og tænker, shit en naiv lille unge der tror på det, og hvad er sandsynligheden for dette, i know, men man har vel lov at håbe? Det gør jeg stadig! Tror du på livet efter døden? 

Ud over det her med døden, er der i historien også et helt vildt smukt kærlighedsbånd mellem de to brødre. De vil gøre alt for hinanden og kommer igennem en masse ting sammen. De besejrer det onde med deres kærlighed og mod. Det er da såå smukt! Man kan næsten høre violinspil i baggrunden. Ej, i mit tilfælde tror jeg ikke at det her kærlighedsbånd mellem søskende har dannet mig. Selvfølgelig kan jeg relatere til det med at ville gå igennem ild og vand for ens søskende, og det tror jeg alle med søskende kan relatere til? Også selvom de til tider kan være a pain in the ass, for at sige det lige ud… Så elsker man dem jo alligevel? Men for lille mig med skilte forældre har det her kærlighedsbånd til familien givet mig troen og håbet på, at med kærlighed til og fra familien, skal man nok klare sig igennem alt, om det så er sygdom som i ”Brødrene Løvehjerte” eller som i mit tilfælde skilsmisse eller måske en helt tredje ting. Med kærlighed fra familien skal man nok klare sig igennem de svære tider i livet. Livet er ikke altid en dans på roser og en gang i mellem bliver man nødt til at tage sig selv i nakken, for at bekæmpe det ”onde.” Der er altså et lys for enden af tunnelen, selvom det godt kan se sort ud, en gang i mellem.

Igennem min dannelsesproces har det altså ikke kun været det med at sætte mit navn ind i feltet, hvor der står "hovedperson," men det her med at kunne identificere sig med fortællingerne og trække paralleller til eget liv. Nogle gange har litteraturen det svar du ikke ved, at du leder efter og udover det så tillader den endda mennesket, at forsvinde ind i en anden verden, hvis man har brug for det. Igennem litteraturen kan man danne sig meninger, udvikle sig, blive klogere og måske endda finde modet til et eller andet. For nogle kan det være en teaterrolle der har gjort netop dette. For andre kan det være de mange hestebøger eller måske de store klassikere. Litteraturen og ens dannelsesproces er altså meget individuel. Ens dannelse står nødvendigvis ikke sort på hvidt og selv for en som mig, som har haft meget krudt i røven, har litteraturen alligevel været en del af barndommen og været med til at danne mig. Har fortællinger spillet en rolle i din dannelse?

Nadja