Dannet eller ej? Det er op til dig

I har nok alle sammen en eller anden film, som I har set 10.000 gange, og som ALLE PERSONER SKAL SE, FOR ELLERS ER DE MEGA UKULTIVEREDE! Den film, der har fyldt store dele af din barndom, den film som du på ingen måde kan undvære. Tænk på det, og så forestil dig, at en person du snakker med, f.eks. en af dine gode venner, enten ikke har set den, eller endnu værre, ikke kan lide den. Det får de samme tre spørgsmål til at florere rundt i hovedet på en; Hvad er der galt med dig? Hvem har opdraget dig? Har du overhovedet haft en barndom? Og svaret på det sidste spørgsmål, er selvfølgelig: NEJ! Det er ikke kun mig, der har det sådan, vel? Der er nok bare nogle fortællinger, der er så fantastisk gode, at de nærmest SKAL kendes, for at man overhovedet kan kalde sig et fuldendt, fuldt ud kultiveret og dannet menneske. Personligt, så har jeg i hvert fald ret mange film, som jeg ikke kunne leve uden. Den nok største fællesnævner for disse, er firmaet Disney. Men hvis jeg nu ikke var vokset om med Disney-film, var jeg så blevet til den samme person som jeg er i dag?

Det tror jeg faktisk ikke. Altså, hvis ”Hakuna Matata” ikke fandtes, hvad så? Jeg kan i hvert fald ikke tage det roligt ved tanken om det. Den brølende succes, ”Løvernes Konge” er nemlig, efter min mening, en af de bedste film nogensinde. Den har bare det hele. Hvis du ikke er enig, så se den lige en ekstra gang eller to. Jeg tror ikke jeg vil gå så langt at sige, at filmen har gjort mig til den jeg er i dag, men den har i hvert fald gjort et stort indtryk på mig, som jeg er sikker på den også har på mange andre - hvilket er ret forståeligt, da den, trods humoren, faktisk er en ret voldsom historie. Noget jeg synes er fedt ved lige præcis ”Løvernes Konge” er, at den på mange punkter påvirker seeren følelsesmæssigt.

De citater der er kommet fra både den film, men egentlig også mange andre Disney-film, er ofte nogle, man kan bruge i det virkelige liv. Et af mine yndlingscitater er: ”Yes, the past can hurt. But the way I see it, you can either run from it or learn from it.” Det er noget af det jeg tænker film især gør: De giver os oplevelser, eller måske nærmere idéer, som altid vil være fastlåst i vores hjerner. F.eks. har mange af os (der rent faktisk har set filmen) sikkert holdt en bamse, et kæledyr eller måske endda en baby på samme måde som Rafiki holder Simba. Det sjove ved det er, at når man ser en person gøre det, tænker man overhovedet ikke over hvor åndssvagt det ser ud, men derimod, ved man med det samme, at det er fra den populære scene i ”Løvernes Konge”.

Udover oplevelserne, er det at kunne identificere sig med en karakter også virkelig vigtigt - det er nok endda noget af det allervigtigste for mange. Det er også derfor, at en anden Disney-film, nemlig ”Den Lille Havfrue”, der gav mig den genkendelsesglæde. Inden folk tænker det, nej, det var ikke Ariel. Det var derimod den lille, røde krabbe, som tilfældigvis havde det samme navn som mig, nemlig Sebastian. Derudover, var der nærmest ingen andre ligheder, udover at jeg var, og egentlig stadig er en type, der (oftest) følger reglerne. Men altså - Hvis jeg ikke engang kan svømme, er det så ikke lidt skørt, at jeg sammenligner mig selv med et dyr, der hovedsageligt lever under vandet? Det er også min umiddelbare tanke, men den havde alligevel en effekt på mig. Det følte jeg i hvert fald dengang.

”Den Lille Havfrue” er jo baseret på H.C. Andersens eventyr af samme navn, men alligevel har de to vidt forskellige handlinger. Disneys version kender I nok alle sammen, men eventyret fra den gamle odenseaner, er faktisk en ret trist historie. Nu vil jeg ikke give jer alle detaljerne, men den helt store forskel mellem de to er, at H.C. Andersens version ender ulykkeligt. Den historie, som jeg egentlig kun har læst pga. filmen, gav mig en helt anden følelse end den fra Disney. Den var så meget mere følelsesladet, især ved afslutningen. Jeg føler egentlig filmen har haft større indflydelse på mig, men jeg kan ikke helt forklare hvorfor. Kan det måske være fordi en historie med en lykkelig slutning er mere genkendelig end en trist kærlighedshistorie? Eller bare fordi jeg har mere nostalgi ift. filmen?

En anden film baseret på et H.C. Andersen eventyr, er filmen ”Frost”. Hvis jeg skal være helt ærlig, hadede jeg den film tilbage i 2013, da den kom ud (Ja, det er allerede seks år siden). Eller, jeg hadede i hvert fald titelsangen ”Let It Go” - Når jeg siger det nu, fatter jeg det heller ikke selv. Men for seks år siden, kunne jeg næsten ikke høre sangen uden at blive vred, fordi min søster KONSTANT sang den. Hun sang den på sit værelse, hun sang den i bruseren og hun sang den i stuen. Nogle gange, sang hun den endda til aftensmaden… Personligt, var jeg i en periode, hvor jeg ikke rigtig følte jeg kunne indrømme godt at kunne lide Disney-film, så sangen hjemsøgte mig næsten. Når jeg ser tilbage på det nu, kan jeg slet ikke undgå at grine, for jeg synger selv den sang af og til - ikke at jeg kan synge, men det er jeg fuldstændig ligeglad med. Jeg synes faktisk, at ”Frost” er en fantastisk film. Det jeg bedst kan lide ved den, er uden tvivl den livlige snemand Olaf, der bare ikke kan vente til det bliver sommer. Ham og rensdyret Sven er bare nogle af de karakterer, som, på samme måde som Timon og Pumba, er hylende morsomme, hvilket jeg mener er et typisk, men alligevel genialt træk af Disney. Bliver Disney-film ikke generelt meget bedre, hvis de har en figur man hele tiden kan grine både med og af? Jeg går ud fra mange er enige med mig, når jeg siger, at de bliver langt bedre.

Alle kultiverede mennesker kan lide Disney-film. Hvis du ikke er enig, er du ikke helt normal i min bog. Deres film har nemlig har ingen aldersgrænser, hvilket jo gør, at der ikke er nogle krav til hvem der må se dem. Af den årsag, vil jeg lige pointere, at Disney har gjort et vildt godt job i at få inkluderet nærmest alle aldersgrupper til deres målgruppe. Købet af Lucasfilm, Marvel, Pixar osv. har jo gjort Disney til mere end ”børnefilm”. Har de nu nået til et punkt af succes og popularitet, hvor de kan være med til at bestemme, hvordan personer kommer til at være senere henne i livet? Det vil jeg næsten mene. De film man ser, og de historier man hører, kan være med til at gøre en klogere på livet. Men det er jo ikke alt sammen bare for underholdningens skyld, er det? En film kan selvfølgelig også betyde noget, selvom man egentlig ikke selv er klar over det. Disney propper hele tiden idéer ind i hovedet på unge, men samtidig også på voksne. Er de så udelukkende til for underholdningens skyld? Det nægter jeg at tro på. Jeg tror i hvert fald, at det at vokse op med disse historier sagtens kan danne en person. Hvad tror du?

Sebastian