Livets rejse

Livets rejse

”At rejse er at leve.” Vi har alle sammen hørt det før HC. Andersen famøse citat. Lige siden vores barndom, er vores hjerner blevet proppet med børnebøger og lign. HCA’s citat beskriver, hvordan han har oplevet igennem sine rejser til diverse lande og byer, hvordan det har dannet ham, som han bruger som blokke for, at beskrive den person han senere gik hen og blev. Jeg mener dog at hans citat kan tolkes på en anden måde. En rejse og en dannelse behøver nemlig ikke kun at være fysisk. Ved at møde nye mennesker, få nye oplevelser og erfaringer, danner det også en som person. I mit tilfælde, er det ikke rejser til forskellige destinationer jeg har brugt, for at opnå min ”dannelse,” desto nærmere har jeg brugt mine kammerater og de fællesskaber jeg har indgået, til at skabe den person jeg er i dag.

Men hvor stammer dannelse egentligt fra?

Dannelse er et begreb, der bliver diskuteret meget i den pædagogiske verden. Og ofte stillede spørgsmål er, hvordan bliver man bedst dannede? De vil jeg prøve at give mit eksempel på.

"En god dannelsesproces er derfor ikke et resultat af tvang, men forudsætter tværtimod et ønske om at blive dannet." (denstoredanske.dk)

Lyst og ønsker er derfor nøgleord, når man snakker om dannelse. Men ikke alle komme lige nemt igennem sine oplevelser med samme erfaringer.

Udfordringer, problemer, skavanker. Alle mennesker har og lever med større eller mindre af disse besværligheder igennem sit liv. Man kan have fysiske problemer, i form at et handicap eller psykiske lidelser som angst. Alle mennesker har noget de går og tumler med, udfordringer som skal takles på forskellige måder, dermed bliver den måde problemet tackles på en del af dannelsesprocessen.

I mit tilfælde var udfordringen min stammen. Som stammer har/er det ikke altid været nemt at finde sin plads i forskellige fællesskaber, og jeg har ikke altid vist, hvordan jeg skulle tackle det.

Da jeg var barn, var min stammen så slem at jeg ikke altid fik sagt det, jeg gerne ville. Jeg husker det dog ikke som noget nederlag dengang og jeg tog det ikke særlig hårdt, jeg var bare en lille dreng med krudt i røven.

Da jeg var otte år, fik jeg en lyst til at spille teater. Ikke alle omkring mig syntes dog, at det var den bedste beslutning, jeg havde taget. Ikke at vide nu, at det ville den bedste beslutning jeg nogensinde jeg ville tage. En beslutning om, at jeg skulle stå på en scene som intens stammer og blive grint af, blive tænkt mærkelig tanker om og kigget underligt på, var bare nogle af de mange negative tanker min familie havde om at skulle spille teater. Selvom jeg ikke husker meget fra min barndom, og de første par år i vores lille lokale teater i Bogense, vidste jeg bare lige fra dengang, at det er noget jeg brænder for.

Som 14 årige, fik jeg æren af at spille Captain Jack Sparrow i vores amatør forestilling af ”Pirates of the Carribean.” En rolle jeg aldrig nogensinde glemmer. Den rolle fik mig virkelig, sat mig selv på de skrå brædder. De evige mange og kampsvære replikker, plus min forbandede stammen gjorde, at det hele næsten gik ned for mig. Jeg lå utallige aftener og græd hjemme, hvor jeg bare ville for alt i verden bare ville have at min stammen skulle gå væk, så jeg kunne være ligesom alle andre. Det gjorde den selvfølgelig ikke. På magiskvis, (efter noget tid) overkom jeg min frygt for stammen og kæmpede igennem det hele, og i sidste ende endte det med at sætte et ar på min sjæl, og blev det stykke det har gjort mest indtryk på mig, som jeg nok aldrig nogensinde kommer til at glemme igen.

Efter jeg er blevet ældre, og nu kan kigge tilbage på mine oplevelser, har teater og sammenholdet deri, været den største faktor i min dannelsesproces. Det var ikke af tvang, men af lyst og forventninger, der gjorde, at jeg valgte at tage en anden vej end mine daværende venner. Teaterstykker var og er stadigvæk en smutvej fra den virkelige verden og den person man er. En måde at ligge al sin bagage og tanker af, og gå ind i en anden karakter. jeg havde måske særlig brug for det for at komme væk fra min ”rolle” som stammer.

Alle disse små ting har gjort mig til den jeg er i dag. Kunne det have gjort på andre måder? Absolut, men igennem teaterets fællesskab og sammenhold blev jeg sikker på, at de var de rigtige valg jeg havde taget.

Ligesom Mathilde Walter Clark siger til fabulerende tekster: ”Vi foretrækker måske endda, hvis vi kan identificere os med hovedpersonen,” og hey, mon ikke det gælder for teaterroller også. At sætte sig ind i hver enkel rolle, finde deres ”want” (som man siger i teaterverdenen,) identificere sig med karakteren, helt til at næsten blive den person, har og er en kæmpe stor del af min dannelse. Jeg ved i hvert fald, men alle de forskellige roller jeg har spillet, de utallige mennesker jeg har spillet sammen med og mennesker der har givet mig ros og kritik, har hver især givet mig noget, både positivt og negativt. Ikke alle rejser skal være fysiske, det inderlige, dit jeg, din personlig og dine holdninger. De skal allesammen dannes, igennem hele livet. Det kan godt være at HCA mener at den fysiske rejse er at lave, men jeg mener selv, at prøve grænser, at udfordre sig selv og udforske sine omgivelser.

Det er det jeg ”lever” for. 

Victor