Fra grå mus til storslået sceneindtagende SUPERSTJERNE

Hvornår er man dannet? Dannet, dannet, dannet. Jeg tror jeg har sagt det ord en million gange den her uge. Man hvad betyder det egentligt? Når man er et ”dannet menneske”, har man så styr på sit shit? Er man fagligt overlegen? Eller måske kreativ på nye og aldrig-før-tænkte måder? Er det målet i livet? At blive dannet? Jeg tror ikke det handler om noget specielt. Men det er mere et abstrakt begreb, om at have fundet sin hylde her i verden.

                      Da jeg var ganske ung, en præteenager, havde jeg ikke specielt meget at byde på, hvis jeg selv skal sige det. Jeg var høj og spinkel, og jeg havde stort set ikke næse for andet end mig selv. Jeg var ikke ond eller led, men bare utrolig selvstændig. Fællesskab var noget jeg gik op i, men jeg ville meget hellere bare sidde helt alene med snuden dybt begravet i en bog. Derfor var der også altid, i mit følge, en eller anden tilfældig bog. Dog havde alle de tilfældige bøger, jeg slæbte med mig, det tilfælles at: det var aldrig faglitteratur (ALDRIG), altid en eller anden form for fantasiverden, og helten eller heltinden var en ung person med mod på livet, og bogen fik desuden altid min skoletaske til at veje ti ton. Men jeg nød det. Jeg følte mig dannet. Netop fordi bøger sætter lighedstegn til det at være dannet, ikke også?

Karaktererne i bøgerne, som jeg læste, var ofte nogle jeg kunne forstå. Jeg satte mig i deres sted og jeg tror som Mathilde Walter Clark siger i artiklen ”Genkendelsen ligger i marven”: ”Vi opfatter os selv på en bestemt måde og så kan vi godt lide at læse noget, som bekræfter os i vores selvopfattelse.” Jeg læste f.eks. en masse hestebøger, og i den periode var jeg 110% en hestepige, selvom jeg netop ikke havde en hest (i dag er jeg mere eller mindre bange for dem). Den fantasi tror jeg mange børn går rundt med. Man læser eller hører noget musik, føler eller ønsker sig genkendt, og identificerer sig med karakteren eller sangeren. Det handler på en måde også om fællesskab, og man danner sig et billede, af det man vil være ud fra det læste. Hvis jeg nu havde læst om nogle meget spirituelle mennesker, kan det være jeg i en periode ville kunne se mig selv i det. Måske ville jeg rende med krystaller eller altid rende rundt med kors. Hvem ved? Ubevidst iscenesætter man sig selv og har en ny selvopfattelse i den periode, hvor man er opslugt af et eller andet man ønsker at tage del i. Det var i hvert fald det, jeg tror der skete på det tidspunkt. 

                      Men betød det at jeg havde fundet den førnævnte ”hylde”? Livet går jo videre, og i dag ser jeg misundeligt tilbage på det stille væsen, og tænker: hvad dælen skete der lige med hende. 

Da jeg så endelig blev vaskeægte teenager og kom i 7. klasse, brød hormonerne løs. Jeg rablede løs og læste minimalt, i forhold til hvad jeg havde gjort før i tiden. Og desuden var der nu kommet en ny spiller på banen: teater. Det var helt tilfældigt, at jeg begyndte at stå på scenen, men jeg er aldrig hoppet ned siden. Jeg spillede min første rolle nogensinde (bortset fra 1. klasses forestilling hvor jeg faktisk havde manuskriptet med på scenen. Suk.) som Ronja i Astrid Lindgrens ”Ronja Røverdatter”, og hun er jo lidt spydig og har krudt i røven for at sige det mildt. ”Dit røvhul” er også en replik der ofte bliver sagt af hende. Igen tror jeg at jeg nappede hendes personlighed, og trak den mere ind i mig selv, end jeg nok burde havde gjort og desuden havde gjort tidligere. Teater minder på en måde om at læse, men i stedet for at læse om personens følelser og tanker skal man nu selv putter sig i deres sted, og jeg tror det at skulle blive til karakteren var langt mere effektivt i form af at sætte blivende aftryk på min udvikling, end blot at skulle læse om dem. Det tænkte jeg selvfølgelig ikke dengang. Men hun var på en måde grænsen mellem stilhed og disciplin, og tale og frigørelse.  

Så det var det!

 Jeg tager pis på jer. Efter folkeskolen kommer gymnasiet selvfølgelig: hej med jer. I gymnasiet læste vi i 1.g ”Den kroniske uskyld” af Klaus Rifbjerg i forbindelse med kroppen sat overfor sjælen, og der var noget ved den roman som fik mig til at tænke på alle de bøger jeg har samlet på gennem tiden. Det startede lidt en jagt på at finde og læse så mange klassikere som muligt. Jeg fik bl.a. læst ”Den store Gatsby” af F. Scott Fitzgerald, ”Lord of the flies” af William Golding, George Orwells ”1984” og desuden begyndte jeg også på min dårlige vane, som jeg simpelthen ikke kan bryde. Jeg læser cirka 100 sider af en bog, lægger den til siden en aften, evt. smider den lidt væk, og glemmer om den indtil jeg vil læse noget, og da går det op for mig at jeg ikke kan huske den og derfor må starte forfra. Listen med disse bøger er meget længere end den liste med dem, jeg reelt har læst. Jeg tror, at jeg igen har forsøgt og vende tilbage til hende præteenageren, dog uden held. Hun var jo ”dannet”.

 Klassikerne er for mig vigtige. Jeg vil så gerne læse dem, og gør i min optik et ihærdigt forsøg på at læse dem, men jeg må nok indse at min dannelsesproces ikke er nået helt der endnu. De bøger kan ikke læses af hvem som helst, og kræver også en smule mere teknik og forståelse og tid. Derfor har jeg ladet dem ligge lidt igen, og i har jeg stedet kastet mig over scenen igen, igen. 

Til trods for at jeg har spillet med i en del forestillinger, har jeg ikke set nær så mange. Jeg har været et par gange i København og set ”The Sound of Music” af Richard Rogers og min absolut yndlingsforestilling nogensinde: ”Phantom of the Opera” af Andrew Lloyd Weber; den bedste musical i verdenshistorien. Ingen undtagelser. Den har det, som alle gode fortællinger skal have i min bog. Et trekantsdrama, en skurk, som ikke er en skurk, og en helt, som ikke helt lever op til helte-stereotypen. Heltinden har den bedste opblomstring, fra baggrundsdansen til primadonna. Jeg tror lige præcis det plot, er det mit yngre jeg elsker og det er min kærlighed til det fantasifulde, og at den grå mus også kan blive superstjerne. Selvfølgelig er den fantasi og det ordvalg en smule overdrevet, men også sigende. De stykker har vist mig, hvor fantastiske og fortællende mennesker kan være, bare med deres holdning, deres ene øjenbryn eller måde at placere hænderne på. Det har styrket min evne til at læse mennesker, og forstå andres synsvinkel. Selvom den evne ikke er perfekt, tror jeg på at den er blevet langt bedre end hvis jeg ikke havde taget i teatret. Når man så engang ved at man skal på scenen selv, kan man jo også tage lidt inspiration fra de professionelle.

                      Så. Nu er jeg landet, hylden er støvet af, genopfundet og hjem er dér. Eller hvad? 

                      Man udvikler sig konstant, og bliver i takt med at man ældes mere og mere dannet. Jeg har for en månedstid siden set ”Krise” på Teater Momentum, som skubbede ekstremt meget til det jeg troede var teater. Det var en totalt syret forestilling og jeg vil slet ikke begynde på handlingen; det er sådan noget Lars Von Trier-halløj. Men hvor ville jeg have anbefalet folk at se den, bare for at opleve det. Jeg tror ikke dannelsesbegrebet er et mål eller en ting man skal opnå, det er noget man skal opfinde og udforske. Hvem ved, måske er jeg om ti år på vej til at læse matematik, eller noget helt andet. I hvert fald slutter ens dannelsesproces aldrig.  

Merete