Dannelse på dybt vand

Den første gang min lærer nævnte ordet ”dannelse”, vidste jeg ikke om jeg skulle grine, eller forsøge mig med et nervøst ”prosit”.
Ja okay, jeg havde da hørt ordet før, men ”dannet” - er det ikke sådan noget man kun bliver, hvis man har slæbt sig igennem den ene store, støvede klassiker efter den anden, sikkert alle skrevet tilbage i dinosaurernes tid? Du ved, sådan en rigtigt lærd person, der kan citere gud ved hvor mange monster-tykke bøger med mærkelige navne, som ingen har hørt om. Det var i hvert fald det billede jeg havde i hovedet, da jeg hørte ordet for første gang. MEN, det viser sig at dannelse er meget andet end det (pyha!) - ellers havde jeg ikke været meget mere dannet end en gulerod.

Ifølge Den Store Danske har dannelse noget at gøre med ”at forme personligheden — som regel i overensstemmelse med et bestemt samfunds- og menneskesyn og et dermed forbundet dannelsesideal”. Farligt fint lyder det, men i så fald må dannelsesprocessen være ret individuel - tror du ikke? Altså, det afhænger vel af hvilke værdier og idealer lige netop DIN familie og omgangskreds forsøger at leve op til? Det kan være at du lige nu sidder og tænker #dybe tanker over, hvad i alverden dine forældre havde tænkt, at du skulle blive for en person – og endnu vigtigere, hvad der har været med til at gøre dig til den person du er i dag. En særlig bog eller film, der har gjort indtryk på dig, minder der bliver til historier, som er blevet genfortalt tusinder af gange, eller måske en sang, der har en helt speciel plads i dit hjerte. Fælles for alle disse ting er, at de er fortællinger, og særligt den sidstnævnte ting - nemlig sange - har altid betydet noget helt særligt for mig.

Vi spoler tiden tilbage til 8. klasse: Kirstines storhedstid som emo/punk/goth whatever – jeps, du har fuld tilladelse til at grine. Sort, gennemhullet tøj fra top til tå, det vildeste scene-hair og eyeliner så skarp at den kunne dræbe (troede jeg selv, vel og mærke - yikes). Stop en halv, hvor i alverden kom dette pludselige skift fra Blond Barbie til Pompøs Punker fra?

Som enhver anden forvirret teenager havde jeg selvfølgelig også et absolut yndlingsband, og dette band var ”Black Veil Brides”. Mit værelse var STOPPET med plakater og bandmerchandise fra dem, og der gik ikke en dag, hvor jeg ikke formåede at gøre dem til et samtaleemne. Det er så nu, du sidder og tænker: ”Ja okay, men hvad var der så specielt ved dem?” Udover at jeg selvfølgelig havde et gigantisk crush på forsangeren, Andy Biersack, som jo bare var den lækreste mand nogensinde – og jeg ved at du selv har haft det på samme måde med dit idol – så var det sangteksterne, der virkelig talte til mig. De rørte noget i mig, som fik mig til at føle mig som en del af dem. Jeg tror det er ligesom Matilde Walter Clark siger i Karin Hedemands artikel ”Genkendelsen ligger i marven”; ”Vi opfatter os selv på en bestemt måde og så kan vi godt lide at læse noget, som bekræfter os i vores selvopfattelse. Vi foretrækker måske endda, hvis vi kan identificere os med hovedpersonen”. Jeg kunne identificere mig med det, teksterne handlede om – som i tilfældet med Black Veil Brides’ tekster ofte var personer, der følte sig som ”outcasts”. Ligeledes følte jeg mig på det tidspunkt som et slags udskud og jeg følte at teksterne tog mig ind, og åbnede en dør til et fællesskab, som jeg kunne være en del af. Sagt på en lidt mindre dyster måde, var det en ”OMG-DER-ER-ANDRE-DER-HAR-DET-LIGESOM-JEG!”-følelse – og det var fantastisk! Udover at disse sange – disse fortællinger – havde tekster, som jeg kunne identificere mig med, så var de ligeledes med til at udvikle min selvopfattelse. De lærte mig, at det var okay at være lidt anderledes, og at man skal være stolt af den man er – man skal kunne turde at være sig selv. Og for en teenagetøs på 15 år, som jeg var dengang, betød det utroligt meget – og det gør det for den sags skyld stadigvæk. Disse fortællinger sidder stadig dybt ankret i min person den dag i dag – også selvom jeg har lagt den tykke, skarpe eyeliner og de gennemhullede, sorte leggins fra mig.

Og det er sådan jeg er blevet til den jeg er i dag. Eller hvad? Er jeg nu blevet et fuldstændigt dannet menneske, bare fordi jeg har lyttet til nogle sange og totalt kunne relatere til dem? Sagen er, at jeg ikke tror, at man nogensinde bliver færdig med sin dannelsesproces. Man bliver som menneske, forhåbentligt, ved med at lære nyt. Man bliver ved med at udvikle sig. Prøv bare at se på, hvor meget du har ændret dig fra du var barn og så til nu. Det ville være mærkeligt, hvis man blev ved med bare at være den samme person, uden nogen former for ændringer overhovedet, synes du ikke? Selvfølgelig vil man ofte holde fast i mange af de samme værdier som man har fået fra sin opvækst, men jeg tror ikke på, at man en dag vågner op som en færdigskrevet bog; et levende, statisk punktum. Verden omkring os stopper jo heller ikke med at ændre sig, så man bliver nødt til at gøre noget, for at følge med den – men hvad?

Jeg tror det er vigtigt, at man nogle gange sørger for at komme ud på lidt dybere vand, end man er vant til (pun intended). At man bliver udfordret på sine egne holdninger, så man ikke ender i et ensomt ekkokammer, hvor du kun kan høre din egen stemme. Det er når man bliver udfordret at man udvikler sig mest, idet det giver dig mulighed for at sætte spørgsmålstegn til det du tror på - og måske endda at danne nye holdninger. Bare tænk på, hvordan verden ville se ud, hvis vi hele tiden udelukkende blev bekræftet i vores nuværende synspunkter. Det er altså nødvendigt, at denne udvikling sker, så vi kan blive ved med at forbedre os – både som samfund og individer. Og her spiller fortællingerne altså en stor rolle. De kan både bekræfte os i vores egen selvopfattelse - sådan som især sangteksterne jo gjorde for mig - men de kan også hjælpe os med at se verden på en ny måde. Du kender helt sikkert selv det der med at høre en sang med nogle tekster, som man ikke selv kan relatere til - eller måske endda kan blive helt forarget over. Men disse tekster, disse fortællinger, er også vigtige, da de beretter om verden fra et andet synspunkt end vores eget – og det er supervigtigt for vores indlevelsesevne og evnen til at sympatisere med andre mennesker. Det gælder naturligvis alle slags fortællinger – hvilken fortælling, der fanger én bedst, er jo op til individet. Jeg har personligt ikke været helt vildt påvirket af bøger, men det er ikke nødvendigvis det samme for dig – og det er også okay.

Det vigtige er den måde fortællingerne påvirker os på – for det er noget af det fortællingerne gør allerbedst – de formår at bevæge os på måder som intet andet kan. Som Matilde Walter Clark også siger i ”Genkendelsen ligger i marven”; ”Vi har altid fortalt historier. Længe inden skriften var opfundet, sad vi omkring bålet og fortalte. Det var historier, der fik os til at hænge sammen med hinanden.”.

Måske er det netop derfor fortællinger påvirker os som de gør. De har altid været her og er blevet en helt essentiel del af vores samvær med hinanden, og ikke mindst en del af den rejse, vi kalder livet. Dannelse er en evig proces, som - hvis du spørger mig - går hånd i hånd med fortællingerne, og er med til at forme dit liv.

Så hvordan ser din rejse ud?

Kirstine