Undskyld, kan du fortælle mig hvilken vej, der fører til dannelse?

Er du nogensinde faldet over begrebet ’dannelse’, og efterfølgende følt dig som et stort stresset spørgsmålstegn? Hvis du har forstår jeg det godt. For hvad er overhovedet dannelse, og hvordan bliver man dannet? Bare ved tanken af dette ville jeg selv blive sådan helt ”shit”. Nogle mennesker vil nok mene at man skal se nyheder hver dag kl 18 sharp, have læst bøger nok til at få hele Afrikas børn i skole og tilmed også være politisk aktiv. Ja nu tænker du sikkert også ”shiiiit” - men bare rolig, det behøver slet ikke at være så firkantet. 

Hvis man slår ´dannelse´ op, er det slet heller ikke så firkantet endda. Hvis man for eksempel kigger på Den Store Danskes definition af dannelse: ”dannelse, betegnelse for dels en pædagogisk norm ved valg af indhold i opdragelse og undervisning, dels en social norm, der udpeger en bestemt adfærd, væremåde, opførsel og viden som dannet.” Jeg ved ikke med dig, men dette er for mig at se overhovedet ikke præcist. Men kan det være det, kan det være mere præcist?  

Jeg har efterhånden fundet ud af, at man ikke nødvendigvis behøver at have læst alle klassikerne og være total samfunds- og kulturekspert for at kunne være dannet. Selvfølgelig skal man måske have bare en lille anelse om hvad der foregår rundt omkring i verden, (dette arbejder jeg stadig på, ups). Inden du tænker ”fatter pigebarnet da slet ikke noget af hvad der foregår?”, vil jeg lige sige til mit forsvar, at det er mit nytårsfortsæt at få set nyheder. Det er dog ikke for at blive dannet, men blot for at følge lidt mere med, for jeg tror ikke at det er altafgørende for at være et dannet menneske. 

Fortællinger er heller ikke altafgørende, men de spiller en rolle. Altså det må de da gøre, for jeg har vel ikke læst alle de fortællinger i folkeskolen og på gymnasiet for ingenting, og jeg kan også mærke forskel på min bror og jeg. Min bror har ikke gået på stx ligesom jeg, men tværtimod taget en erhvervsuddannelse. Det er virkelig sjovt hvordan man kan mærke forskel på min bror og jeg nogle gange med hensyn til dannelse. Fortællinger giver virkelig noget til dannelsen, og specielt når man har lært at analysere dem. Alle disse fortællinger jeg har læst gennem folkeskolen og gymnasiet, har på den ene eller den anden måde været med til, at danne mig til en vis grad. Sååå, er folk der ikke har taget en stx ikke dannet tænker i nok, og nej, det er slet ikke det jeg siger. Jeg prøver bare at pointere, at der er forskel på dannelse fra person til person. Selve dannelsesprocessen varierer, og jeg tror ikke, at der er en vej der er bedre at gå end en anden. Nu er det heldigvis ikke vores uddannelse som definerer os som mennesker, der er trods alt andre ting der spiller ind. For på trods af, at der er forskel på min og min brors uddannelse, deler vi stadig de samme værdier, som vi har fået med via opdragelse som også er en del af ens dannelse. 

Nå, tilbage til fortællinger. Som sagt vil jeg mene at fortællinger kan spille en rolle i ens dannelse, det har de i hvert fald gjort for mig. En af de fortællinger som har gjort indtryk på mig, er Den Grimme Ælling af H.C. Andersen. Fortællingen om den stakkels ælling, der bliver drillet fordi den ser anderledes ud, men ender med at være den flotteste af dem alle. Jeg syntes simpelthen, at det var så synd for den lille ælling, (som viste sig ikke at være en ælling), for den kunne jo ikke gøre for, hvordan den så ud. Jeg kunne slet ikke begribe, hvordan de andre ænder kunne være stygge overfor den stakkels svaneunge. På samme måde har jeg det med Disneyklassikeren Dumbo. Det går lige i hjertet. Begge fortællinger har gjort indtryk på mig, og dermed bidraget til mit syn på, hvordan man skal behandle andre. 

Om jeg som sådan vil sige at jeg er blevet dannet af fortællinger og litteratur tør jeg ikke påstå. De har helt klart været med til, med streg under 'med til', at danne mig. Men ikke alene. Der har helt klart været en masse andre ting som har været med til at danne mig som person og gjort mig til den jeg er i dag. Oplevelser - nu minder, gode som dårlige og en masse andre ting som på den ene eller anden måde, har været med til at danne mig. Nogle af de oplevelser som har taget del i at danne mig, har blandt andet været de ting jeg har gået til i min fritid. Spejder var en af de første - interesse ved jeg ikke om jeg vil kalde det - men jeg gik i hvert fald til det i godt to år. Lille grøn pigespejder med grøn uniform og det hele, næh hvor fint. Når jeg husker tilbage på det er det ikke fordi det var det fedeste i verden, men har det været med til at danne mig? 100%. Det kan da godt være at jeg i dag ikke kan finde ud af at binde et råbåndsknob korrekt, men for fanden hvor lærte jeg mange andre ting jeg kan tage med mig i dag. Blandt andet lærte jeg at respektere menneskers forskellighed (og dette skal ikke forstås som en kritik af folk der går til spejder). Dette er blot én af de ting som den oplevelse at være pigespejder, har bragt med sig. 

Lige så vigtigt som det er for ens dannelse at blive influeret af fortællinger som man som person kan identificere sig med, lige så vigtigt er det at kunne sætte sig ind i noget, som ikke nødvendigvis ligger en nært. Man har som menneske vel også brug for at blive at blive udfordret for at udvikle sig - specielt på dannelsesfronten. For hvad er man for et menneske hvis ikke man kan sætte sig ind i andres sted, have medfølelse osv. Misforstå mig ikke, det er så fint at læse og se ting som man kan identificere sig med, men at have den evne at kunne mestre ovennævnte ting er så vigtigt i min optik. Det er også hvad jeg vil kalde for helt grundlæggende. Måske lærer man det ikke sådan wupti ved at se film eller få læst historier som lille, der vedrører disse ting, men det må da bestemt være et skridt på vejen til at mestre denne (enormt vigtige) egenskab. Så igen kan man spørge sig selv, om alt dette dog ikke sagtens kan komme ind under huden på en, bare ved at leve sit liv? Altså man lærer det vel hen ad vejen - gør man ikke? 

De situationer og problematikker der er at finde i en slut-teenagers hverdag, er faktisk at finde i utrolig mange fortællinger, som umiddelbart ser ud til at foregå i en verden der ikke ligner vores egen. Mon det er helt bevidst at forfatterne til disse har valgt at det skal være sådan? Det tror jeg på. De er trods alt ikke helt dumme de forfattere der, viser det sig. For ser du, hvis det bare var en helt almindelig pige, der havde sine helt almindelige dumme problemer i en helt almindelig kedelig verden, havde der da ikke været meget sjov i det. MEN, når det tværtimod er en pige som er lidt ekstraordinær (har superkræfter og reder verden eller hvad ved jeg), som også tumler med nogle problemer man som læser/seer kan se sig selv i, så er det lige pludselig meget federe at kunne identificere sig med. Jeg ved fra mig selv, at det kan virke som om en elefant træder ned fra ens skuldre, og bagefter føler man sig som en ballon der stiger til vejrs. Fordi WOW det føles godt at vide, at en anden har det lige så elendigt som en selv, ik? Og her kan jeg godt komme til at lyde som en vildt ond person, der bare ønsker det skidt for andre. Men tro mig når jeg siger: det gør jeg altså ikke. Det er bare så mega rart når man finder ud af, at man ikke er alene i verden om at føle på en bestemt måde. Dette tror jeg har været intentionen bag en lang række bøger og film, som jeg har læst (fået læst op) og set gennem min barndom, og stadig er det i de nye bøger og film. Dette er også meget i tråd med, når Mathilde Walter Clark siger i artiklen ”Genkendelsen ligger i marven af Karin Hedemand: ”Læsning er noget meget personligt, individuelt. Vi opfatter os selv på en bestemt måde og så kan vi godt lide at læse noget, som bekræfter os i vores selvopfattelse.” Hvordan og hvad vi har brug for at bruge det til, vil selvfølgelig være individuelt - på godt og ondt.

Men det må da også være rart nogle gange at læse om personer, som slet ikke er i samme situation som sig selv. Leve sig helt ind i en anden verden, og glemme sin egen hverdag, end at kunne identificere sig med det man læser. Hvis ikke du har prøvet det, synes jeg næsten at du skulle. For mig er det næsten endnu mere befriende end den elefant der træder ned fra ens skuldre ved genkendelse og identificering. 

De ting, jeg har været inde på, har alle sammen hver især været et skridt på vejen til min egen personlige dannelse, og dine har garanteret været nogle andre - hvilket der ikke er noget galt i. Vejen til dannelse er svær at følges ad på, for det er vel slet ikke meningen at man skal gå ad den samme vej. Ligesom Mathilde Walter Clark siger: ”Der findes sikkert lige så mange måder at læse tekster på, som der findes mennesker…” Hvis nogen kom og spurgte mig hvilken vej der fører til dannelse, ville jeg nok ikke have svaret, men er der overhovedet et korrekt svar? I ved jo hvad man siger: alle veje fører til Rom. 

Yasmin