Om Dannelsens Mange Ansigter og Retten Til At Vælge

Definitionen på dannelse lyder således: ”der henvises til den proces, hvorigennem et menneske erhverver sig et kulturelt bestemt indhold af viden, færdigheder og holdninger, som derved skal gøre det muligt for mennesket at forstå og ikke mindst begå sig blandt andre”. Okay, men det kommer vel an på, i hvilket miljø mennesket befinder sig? Hvis definitionen er denne, er dannelse vel betinget?

Dannelse har, i hvert fald i mine ører, en rungende klang af noget elitært, bedrevidende og, undskyld jeg siger det, snobbet. Hvis jeg hører ordet dannet, vil jeg automatisk tænke på en ældre herre iført en lang, dyr frakke med en mappe i den ene hånd, hvori jeg forestiller mig, han har nogle vigtige dokumenter (det kunne f.eks. være kuren mod kræft, løsningen på konflikten i Syrien eller en forklaring på, hvorfor JFK kunne blive snigmyrdet, når Donald Trump stadig står frisk som en havørn - ja, det undrer jeg mig oprigtigt over). Det er min forestilling af et dannet menneske, og han harmonerer faktisk ret fint med samfundets normer. Man vil snildt kunne forestille sig, at han arbejder i en bank, et advokatfirma eller lignende, fordi der passer han godt ind. Det er i disse miljøer, hvori han er dannet. Tilpasset om man vil. MEN hvordan passer denne forestilling af et dannet menneske ind i eksempelvis en dyrepassers arbejdsliv? Her er den ældre herres (ud)dannelse ikke til megen hjælp. Dannelse er jo ikke kun viden og intellektuelle færdigheder, det er i lige så høj grad at besidde evnen til at kunne begå sig i det miljø, hvori man befinder sig. Typisk vil dyrepasseren fremstå uvidende, hvis vedkommende sammenlignes med den ældre herre, men det er kun fordi, dyrepasseren bedømmes ud fra den ældre herres miljø og normer. Havde det været omvendt, ville den ældre herre i dyrepasserens miljø fremstå mindst lige så tåbelig.

Det er vel i virkeligheden et definitionsspørgsmål. Dannelse er hverken sort eller hvidt. Mange parametre spiller ind, og man er nok lidt snæversynet, hvis man tror dannelse afhænger af noget så simpelt som f.eks., hvor mange skønlitterære klassikere, man har begivet sig i kast med. Jeg er for tiden ved at læse, hvad kultureliten kalder ”fremragende, mesterlig, must-read” skønlitteratur, og jeg føler mig ærlig talt som en ret fed type, når jeg åbner russiske Lev Tolstojs 952 siders lange roman ”Anna Karenina” - selvom jeg udmærket er klar over, at den følelse bare er en indbildsk tanke. Jeg bliver hverken et større eller mindre menneske af at læse den. Bliver jeg klogere på russisk kulturhistorie samt naturalisme? Måske. Men om det gør mig til et bedre eller mere sammensat menneske, tvivler jeg på. Dog vil jeg gerne påpege noget ift. ”Anna Karenina”, som jeg synes sætter den gængse opfattelse af et dannet menneske på spidsen. Romanen handler om den smukke Anna, der udelukkes fra det bedre borgerskabs fine kredse og udskammes på baggrund af hendes kærlighed til en mand, der ikke er hendes ægtefælle. Ved at vælge sin elsker til, giver hun afkald på alt, hvad hun har, ikke kun prestige og et godt omdømme, men også hendes ægtefælle og søn, hun ikke længere har tilladelse til at se. Hun mister alt, mens hendes elsker absolut ingen konsekvenser mærker. Det er kun Anna, der fordømmes. Her er det jo værd at bemærke, at det såkaldte bedre borgerskab kendetegnes ved lærde mennesker med lange uddannelser og gode, velegnede hoveder. Mennesker, der på trods af et fornuftigt hoved og evne til at tænke og handle individuelt, ender med at drive Anna til selvmord (spoileralert, sorry), fordi det af samfundet og ikke mindst miljøet, de begår sig i, forventes at fordømme og udskamme sådanne kvinder. Så hvad er dannelse egentlig? Anna er i deres øjne ufornuftig, impulsdrevet, ukontrollerbar og styret af følelser. Hun betragtes ikke som en af dem og i særdeleshed ikke som dannet. I mine øjne er Anna en moderniseret, modig og feministisk kvinde med mere jernvilje og gåpåmod end hele det bedre borgerskab tilsammen. I mine øjne er hun den dannede.

Jeg identificerer ikke mig selv med Anna (selvom jeg godt kan drage enkelte paralleller, bevares), men jeg ser mig selv som et dannet menneske, samtidig med jeg anerkender, at jeg er et menneske under evig udvikling. Jeg gør alt, hvad jeg kan for at suge viden til mig, og jeg elsker virkelig at blive klogere på verden. Jeg bilder mig selv ind, at jeg er en confident, empowered woman, der kan alt selv og har styr på sit shit, men samtidig kan jeg ikke lade være med at skide lidt i bukserne over, at du, der sidder og læser med, i dette øjeblik nok allerede har dannet en mening om, hvorvidt du synes, det jeg skriver er godt eller dårligt. På den ene side hviler jeg utrolig meget i mit væsen, på den anden side mærker jeg også længslen efter noget fuldkommen menneskeligt, nemlig bekræftelse. Måske findes der i virkeligheden en indre og ydre form for dannelse. Den indre er, hvad vi skaber for os selv, det er vores egen stræben efter at være noget, vores ønske om at blive opfattet som noget bestemt. Derfor tager vi alt det til os, som kan hjælpe os med at opnå vores ønskede selvbillede. Jeg ser det som en rejse, man er på hele livet igennem, der med tiden ændrer sig alt efter, hvilke indtryk man får, og hvilke mennesker man møder. Rejsen er styret af dine egne personlige valg, som du er meget bevidst om, da du selv mærker, hvad der for dig er enten rigtigt eller forkert. Den ydre til gengæld er den indflydelse, vi ikke selv kan styre. Det ufortalte, som påvirker os, uden vi er klar over det. Vi kan godt bilde os selv ind, de valg vi træffer udelukkende er truffet af os selv, men måske glemmer vi sommetider at tænke over, hvorfor vi er kommet frem til, at disse valg er rigtige, præcis som Mathilde Walter Clark beskriver det i artiklen ”Genkendelsen Ligger i Marven”:

-          ”jeg tror samtidig på, at der findes et universelt lag neden under vores individuelle særpræg, smag og interesser og den slags. Vi har altid fortalt historier. Længe inden skriften var opfundet, sad vi omkring bålet og fortalte. Det var historier, der fik os til at hænge sammen med hinanden”.

Hvis du synes, det blev en smule abstrakt, forstår jeg det godt, men hæng lige på, der er mening med galskaben. Når jeg funderer over, hvad jeg er dannet af, kommer jeg først og fremmest til at tænke på, hvad JEG har valgt skulle definere mig. Dette er fint, men det slog mig, at jeg finder det langt mere interessant at undersøge, hvilke ting der har dannet mig, som jeg ikke selv har haft indflydelse på. Jeg tror, netop den type dannelse er universel. Det lyder for mig meget genkendeligt, når Mathilde Walter Clark giver udtryk for, at vi alle naturligvis har vores egne meninger, men at disse, måske mere end vi er klar over det, understøttes af andres holdning til vores mening. Altså, er vi i virkeligheden kollektivt dannede individer? Noget jeg har bidt mærke i er, at jeg ofte sidder med benene over kors. Hvis jeg en gang i mellem får forvildet mig til at sidde lettere foroverbøjet med spredte ben, hører jeg i mit hoved en stemme, der siger: ”saml benene, sådan sidder en kvinde ikke”. Jeg vælger ofte at ignorere den stemme, fordi jeg synes, tankegangen er forældet, men den er der. ALTID. Og det er sgu’da interessant. Jeg har altså uden at tænke over det opsamlet en fortælling, der får mig til at overveje, hvordan jeg sidder med mine ben, fordi jeg gerne vil opfattes som en ”ordentlig kvinde” (hvad det så end er? Vi er i 2020, kom dog videre). Mit indtryk er, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Man ser klart flest kvinder med korslagte ben og klart flest mænd, der *host, host* ikke er bange for at vise sagerne frem. Således må det jo være en fortælling, vi alle er blevet fortalt. Lige præcis disse usagte fortællinger, har jeg en fornemmelse af, præger os meget mere, end vi er klar over.

Ser du, jeg tror, at dannelse er langt mere end, hvad der lige umiddelbart ligger i ordet. Du bør ikke føle dig forkert eller mindre værd, fordi du ikke lige er klar over, hvad der rører sig på den skønlitterære front, eller fordi du under en samtale med din universitetsuddannede kusine bliver i tvivl om, hun pludselig er slået over i arabisk, fordi hendes kringlede, sproglige universitetsvendinger aldrig før har krydset dine øregange, hvilket gør dig usikker og tvinger dig til at opretholde en nervøs øjenkontakt, mens du tilkendegivende nikker og hører dig selv sige ”det kender jeg bare SÅ godt”. Er dannelse ikke i langt højere grad, at du forstår verden omkring dig, og at du formår at se udover flertallets generelle opfattelse? Det er jo egentlig ligegyldigt, om du til daglig skovler dyrelort, eller om du har fundet kuren mod kræft. Det vigtigste er nok, at du er et sammensat menneske, ikke af hvad eller hvem du er sammensat. I bund og grund er det vel op til dig selv, hvem du vil være. Du har i hvert fald altid mulighed for at stoppe op og spørge dig selv: ”er jeg et produkt af flertallet, eller er jeg et individ i fællesskabet?”

Louise