Fra Bogserie til Teaterdrøm 2.0

Fra Bogserie til Teaterdrøm

Dannelse, betegnelse for dels en pædagogisk norm ved valg af indhold i opdragelse og undervisning, dels en social norm, der udpeger en bestemt adfærd, væremåde, opførsel og viden som dannet. (denstoredanske.dk)

Hvordan har litteratur dannet mig…?  Jeg kan knap nok tænke på hvornår jeg sidst har læst en bog. Det første jeg tænker på er Anders And og Wendy. Der er allerede en der har skrevet om Anders And og der er skam også en der har skrevet om heste blade og hestebøger. Når… Tilbage i tænkeboksen. 

 Nu skal I høre historien om Annikas (min) eneste interesse for en bogserie! Wooh, pissespændende! Der var engang en pige i 4.klasse. Hendes navn var Annika og hun gik i en klasse med bog-entusiaster, bogorme, ordblinde og boghadere. En god blanding.  Annika var nok i den boghadende ende, da hun ikke kunne holde sin interesse for en bog kørende længe nok til at komme til den bedste del. Snork og farvel. SLAM BANG (Bogen der lukker). Så skete der noget fantastisk. En dag, da hun gik ind på det store bibliotek, som dengang virkede lige så stort, som biblioteket i Bøgernes Herrer, fandt hun en bog. ’’Koldt blod’’

  Det var en krimi/gyser-bogserie for børn! Fordi børn skal jo vide hvordan man identificerer en morder og, at hvis der er blod på en høtyv i en lade, så betyder det død! 

Hun lånte den første i serien ’’De forsvundne børn’’, som kort fortalt handler om børn der bliver kidnappet af maskerede mænd der hopper ud af en varevogn, på vej hjem fra skole. Totalt godt læsestof til indskolinger. Hun tog bogen med hjem og skulle læse den som lektie til den kommende onsdag. Hun levede i frygt for varevogne der kørte forbi, til hendes dages ende. 

  Jeg var besat. Det var de eneste bøger jeg gad låne, læse og kunne ikke lægge dem fra mig. De var nervepirrende, uhyggelige og utroligt spændende når man sad og gættede på hvem der var morderen, og nogle gange ramte plet, og andre gange ramte forbi.

Nu tænker du måske: ’’Jamen, hvordan har det været med til at danne dig?’’. 

Udover at være uhyggelige og nervepirrende, så har denne bogserie også lært mig at tænke over ting meget mere end jeg gjorde før. Dengang man var lille stillede man hv-spørgeord til alt ’’Hvorfor’’, ’’Hvordan’’ ’’Hvad er’’osv. Jeg kom lidt tilbage til den ’fase’ idet, at denne bogserie fik mig til at spørge til de ting der stod i bogen, med hjælp fra forfatterens hovedpersoner selvfølgelig. Udover det, så fik bøgerne mig også til at stille spørgsmål og bygge mine egne historier op omkring forskellige ting. For eksempel, så jeg engang et knækket skateboard der lå i en skov, og det første jeg tænkte var ’’Hvorfor ligger det der?’’ ’’Hvordan er det kommet herhen?’’ ’’Hvad er skyld i at en har knækket det?’’. Jeg kom hjem og begyndte straks at skrive en kort novelle om skateboardet og opbyggede min egen historie op omkring de knækkede stykke tre med hjul. Dog en rigtig dårlig en, med nok stave-og kommafejl til at få min dansklærer til at bryde sammen.

’’Koldt blod’’var kun begyndelsen på min interesse for fortællinger, og for at lave mine egne fortællinger. Da jeg var 10 startede jeg til teater, og det var den bedste beslutning min mor nogensinde har taget for mig. Nu kunne jeg fortælle fortællinger med min krop og på en åben scene. Teateret åbnede muligheder op at fortolke og forstå fortællinger på andre måder, og gav mig en masse venner der også var interesserede i fortællinger, historier, noveller, sange, film, digte, teaterstykker, musicals, dramaer, ALT der er inden for fortællingernes verden. Jeg var med i teaterstykker, i både store og små roller, jeg gik på skuespillerskole i et stykke tid for at få mere viden omkring hvordan jeg kunne formidle en fortælling igennem ansigtsudtryk og andre ting. 

Jeg blev suget mere og mere ind i fortællingernes verden og i 7. klasse skulle vi skrive et 3 siders langt eventyr. Vi måtte skrive om hvad som helst, der var ingen grænser og det var som at vinde i lotto. Jeg begyndte straks at skrive mit eventyr, som jeg kaldte for ’Zoniac’– Jeg ved virkelig ikke hvorfor det her navn, men jeg tror bare jeg synes det lød godt? 

Det var et eventyr der handlede om en dreng ved navn Ty der faldt igennem en portal, der befandt sig i gulvet i hans legehus. Han lander på en anden planet ved navn, Zoniac. Her møder han en masse væsener, flerhalede ræve, en flyvende løve, og der er selvfølgelig også en skurk. Ligesom alle andre eventyr var det Ty der skulle rede den her planet imod skurken. Jeg fik den skrevet, fik den afleveret, og efter et par dage kaldte min daværende dansklærer mig op til hans bord i et frikvarter. Jeg tænkte ’’Oh shit, nu får jeg skæld ud for at snakke for meget eller tegne på bordet’’– Det var nemlig sket før, ups. - Men, nej. Han roste mig for min opgave, og begyndte at snakke om at han synes jeg skulle overveje forfatterskole. FORFATTERSKOLE. Han ringede endda til mine forældre og fortalte det samme. Han sagde at min fantasi var helt fantastisk og lidt sær, men det tager vi bare som en god ting. 

Det virker måske som om jeg vil blære mig, men det her var et stort øjeblik for mig og jeg tænker stadig på det i dag. Det har helt klart haft en stor indflydelse på min interesse for at skrive historier. Jeg er sikker på, at du også har prøvet at få ros for noget, som du bare interesserede dig helt vildt for, om det så var en biologijournal, musikaflevering, blogindlæg, matematikaflevering, eller noget helt femte. Det er helt fantastisk. Der er noget ved det at kunne skrive sin egen historie, skabe sin egen verden, som jeg altid har været kæmpe fan af. Måske er det derfor jeg kan lide at spille Sims…. 

Mathilde Walter Clark siger i et interview med Litteratursiden.dk, at vi som læsere foretrækker at kunne identificere os selv med fortællingernes hovedpersoner, men foretrækker vi ikke bare en god fortælling...? Jeg kan godt se hvorfor folk foretrækker at have en karakter i fortællingen, som de kan identificere sig med. Det er måske, som at have en ven, eller for at føle sig en del af fælleskabet i fortællingen. Jeg føler bare at fortællinger er mere end det, og jeg tænker på noget andet ved fortællingerne inden jeg tænker på om der er en jeg kan identificere mig selv med. Det var ikke personerne i ’’Koldt Blod’’der gjorde, at jeg læste videre, det var formidlingen af fortællingen. Det var spændingen, uhyggen, beskrivelserne, ’’cliffhangerne’’. Det er måske grundet af, at jeg selv kan lide at skrive fortællinger, og derfor er det dét der fanger mig? Hvis det er grunden, tænker folk der ikke interesserer sig for fortællingers formidling, så kun på personerne i fortællingen? Måske, måske ikke. 

Min interesse er i hvert fald  blevet endnu større og jeg har sat mig for at skrive mit eget stykke, og sætte det op og det hele, og om den drøm er kommet til mig udelukkende på grund af ’’Kold Blod’’, det tror jeg næppe, men det er i hvert fald den bogserie der startede hele min dannelse til en historie-fortællende, fortællings-skrivende teaternørd, som startede som en lille snebold der rullede ned af bjerget og blev til en kæmpe snekugle. 

-      Annika