Nå, hvad syntes du om bogen?

Kender du følelsen af øjnene som suser hen over siderne? Hvordan det hele bare forsvinder, og hvordan du også forsvinder ind i en anden verden, men hov... nu er der ikke mere?? Man har nået enden af den der mega gode bog, og nu sidder man så der. Man kan have været igennem lidt af en følelsesmæssig rutsjebane, for nu ikke at vide hvad man lige skal gøre af sig selv. Nu begynder den utrolig irriterende fase, hvor man leder efter den næste beskæftigelse, den næste fortælling. Man kigger efter bøger ligesom den man læst, man søger på nettet og til sidst spørger man sine venner. Det kan måske være at de kan foreslå endnu en ny bog, som man kan fordybe sig i. Men det bedste er nu, når de også har læst bogen, og at man sammen kan genopleve bogen endnu engang. Arhhh, hvor jeg elsker det, når man kan snakke alle de tanker man fik igennem bogen, og når man kan høre den andens holdninger. Når man sammen kan dele oplevelsen. Det bliver bare en smule sjovere, når man gør det sammen.

Det behøves nu heller ikke være en bog, som man har gnasket sig igennem, for at man går ud og snakker om det. Det kunne lige så godt være en god sang, eller måske en serie på Netflix. Jeg er sikker på at alle kan huske ca. et år tilbage, hvor tv-serien ”Game of Thrones” sidste sæson rullede hen over skærmen, og hvordan pretty much alle snakkede om den (må desværre indrømme, at jeg selv var en af dem), og hvordan det næsten var en speciel klub, kun adgang for folk som så Game of thrones. Det er jo det, som er det fede. At man står og snakker om det, for så måske pludselig at snakke med en man ikke har snakket med før, for i har måske serien/bogen tilfælles. Det åbner en helt ny kommunikationsvej, og det syntes jeg er megafedt.

Når det så er sagt, så skal man også passe på at man ikke overgør fællesskabet. Det kan være enormt fedt at læse det samme materiale, og dele oplevelsen, men det kan også blive for meget. Jeg ser det fra tid til anden på mit arbejde, som bogopsætter, hvor folk ikke kommer længere end vores lån og læs bord. De kender ikke resten af biblioteket, og har tilsyneladende kun læst de populære bøger, som alle andre også har læst. Det syntes jeg er mega ærgerligt. Jeg har i hvert fald en ide om at dannelse sker både i fællesskabet, men at man også selv må turde gå noget vejen.
Jeg har dog selvindsigt og ved udmærkede godt at den nye bog jeg selv læser, har jeg fundet ved at kigge på bestsellerlisten. Men ved i hvad? Den er nu også skidegod.

Jeg ser det som at for hver fortælling fortalt findes der ca. tusind fortolkninger, og alle opfatter alt ganske forskelligt. Det er som Mathilde Walter Clark siger i Karin Hedemands artikel ”Genkendelsen ligger i maven”: ”Læsning er noget personligt, individuelt”. Dette vil jeg uden tvivl sige er sandt. Alle kommer jo med forskellige ting i bagagen, så naturligt opfatter vi jo alle ting forskelligt. Men sammen kan vi tage noget individuelt og genopleve det sammen.

Tag for eksempel J.K. Rowlings populære bogserie ”Harry Potter”. Hvis du kender denne bogserie (som du forhåbentligt gør!), så kender du nok også de forskellige kollegier, som man bliver inddelt i når man ankommer. Jeg kan huske da jeg læste serien, hvordan jeg også blev fortryllet af den eventyrlige verden, og hvordan jeg nu også ville være en del af et Hogwarts-hus. Det har taget mig mange overvejelser, hvor jeg virkelig måtte kigge indad, samt mange timer brugt på at sidde på Buzzfeed og tage deres quizzes, men jeg kan nu nå frem til at jeg er en Hufflepuff. Jeg gad selvfølgelig godt være del af det mega cool Gryffindor-hus, men jeg må nu erkende, at jeg er lidt af en tryghedsnarkoman, og derfor ikke kan kalde mig en modig Gryffindor. Jeg tænker da, at alle har et Harry potter hus, som de er en del af, eller også har de måske overvejet det, uden at nå frem til en konklusion. Hvis du endnu ikke ved det, så gå endelig ind og tag en quiz. Men hvis der nu er andre Hufflepuff medlemmer derude, så skud ud til jer.
Det er på den måde, at litteratur/fortællinger er så specielt, at man tager en personlig oplevelse, som et Hogwarts hus, og på den måde kan finde andre og skabe et fællesskab.
Men det er jo lige præcis det, som gør, at jeg syntes det at snakke om fortællingerne, og det vi oplever i fortællingerne, er spændende. Hvis jeg kun bliver præsenteret for min egen mening, så bliver jeg aldrig udfordret, og hvis jeg forsætter sådan, så bliver jeg jo egentligt aldrig et dannet menneske.

Hvis man skulle se på det, på en anden måde, så tag for eksempel et billede. Du står og kigger på billedet fra en side af, men på den anden side, så er der noget helt andet. I teorien er billedet det samme, men fra to forskellige vinkler. Så medmindre du snakker med en, som ser billedet fra den anden side, så finder du måske aldrig ud hvad der er på den anden side. Ved at høre andres synsvinkler, så kan man udvide sin horisont, hvilket for mig er dannelse. Dannelse for mig ligger i at jeg er mig, og jeg har en mening eller holdning om noget, for så at komme ud af min boble og opleve noget andet end jeg plejer.

Tag for eksempel efterskole. Efter jeg var færdig med folkeskolen, tog jeg 10. klasse på Tommerup efterskole. Det at blive præsenteret for et miljø, som var aldeles anderledes end noget andet jeg før havde kendt, var en helt speciel oplevelse. Der mødte jeg folk fra hele Danmark, nogle få fra Tyskland, én enkelt fra USA og et par stykker fra Grønland, så forskellige baggrunde var der nok af. På efterskolen oplevede jeg dannelse på en anden måde, end jeg før havde gjort det, og selvom mit efterskoleophold efterhånden er et par år bag mig, så værdsætter jeg stadig nogle af de værdier som jeg har taget med mig derfra, og som jeg uden tvivl vil tage med mig igennem hele livet.  Noget som jeg helt sikkert har taget med mig, er et citat, som vi virkelig fik fortalt mange gange, nemlig ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin egen hånd.” af K.E Løgstrup. Jeg ved ikke hvor mange gange, vi fik fortalt dette citat, men nok gange til at jeg til tider stadig tænker over det. At det personlige individ påvirker fællesskabet, med det som man medbringer, er vigtigt, og når vi deler fortællinger, så bliver det hele endnu bedre. Dannelse sker iblandt dine medmennesker, og i de oplevelser du får sammen med dem. Det er her du bliver dannet, sådan rigtig. Men når det så er sagt, så er fortællinger, og det at dele fortællingerne, et frygteligt godt sted at starte.

Helle Jespersen